Vrede over skralde-kaos i midtbyen: Nu indkalder råd til stormøde
Mange borgere i midtbyen er frustrerede over, at storskrald blot henstilles på gaden. Fællesråd vil prøve at gøre forholdene bedre.
Det flyder med skrald og storskrald i midtbyen i Aarhus, og problemet har nu fået Frederiksbjerg og Langenæs Fællesråd til at indkalde både private og erhvervsdrivende til et stormøde.
Det oplyser formand for fællesrådet Henrik Olsen.
»Det er et kæmpe problem, som vi har sloges med længe. Det flyder overalt her. Det drejer sig både om almindeligt skrald, som nogle tilsyneladende har meget svært ved at sortere, så visser dele af affaldsmolokkerne bliver overfyldte, og så om storskrald, der til tider fylder meget i gadebilledet,« siger han og fortsætter:
»Jeg bor på Tietgens Plads, og på vej op til Føtex er der to-tre steder, hvor man kan se, at et helt hjem er flyttet, og store dele af hjemmet ligger på gaden. Storskraldet bliver tit henstillet om natten, hvilket tyder på, at folk godt ved, at det ikke er helt tilladt.«
Butikker har »uheldig vane«
Det lokale fællesråd har allerede indgået et samarbejde med Kredsløb for at skabe bedre kommunikation om, hvordan borgere på Frederiksbjerg og Langenæs på en hensigtsmæssig måde kan skille sig af med deres affald, og på det kommende stormøde vil rådet særligt gerne have de erhvervsdrivende i området i tale.
»I de områder, hvor der er butikker og restaurationer, har enkelte butikker en lidt uheldig vane med at smide deres affald i de nedgravede skraldespande. Jeg har ved flere lejligheder set personale smide store mængder glas eller madaffald ned i molokker, der er til en privat ordning for beboere. Problemet er, at molokkerne bliver overfyldte, og det kan betyde, at Kredsløb har svært ved at styre situationen med skraldespandene,« siger Henrik Olsen og fortsætter:
»Hvis vi kunne gå sammen om at finde en løsning, hvor der kommer en privat leverandør og henter erhvervsaffald, kunne det måske være et løft til kvarteret. Jeg har selv erhverv, og jeg ved, at det bestemt ikke er dyrt at bestille afhentning.«
Farvel til møblementet
Ifølge Henrik Olsen er det typisk ved fraflytning, at nogle stiller deres storskrald på gaden.
»Det er senge, madrasser, skabe, reoler, borde og stole. Det er møblementet, der ryger. Man kan se, at det rigtig ofte er unge, der gør det, for det er IKEA-møbler, og det sker ofte ved studiestart og -afslutning. Lige før og efter sommerferien bugner med det affald,« siger han.
Hvis man kommer til at henstille storskrald på gaden, kan det kun være, fordi man ikke kender til en storskraldsordning med kommunen, mener Henrik Olsen.
»Hvis man kontakter kommunen, bliver affaldet hentet med dags varsel. Det er ikke svært at komme af med sit affald i midtbyen, fordi vi har den her aftale med kommunen. Det er også derfor, det er så ærgerligt, når folk stiller storskraldet på gaden,« siger han.
Frederiksbjerg og Langenæs Fællesråd vil have områdets udlejere til at forpligte sig til at informere nye lejere om storskraldsordningen ved indflytning.
»Problemet er til at løse ved bedre information. Vi forventer ikke, at udlejerne kommer, men dem kan vi få i tale via udlejerforeningerne,« siger Henrik Olsen.
Ingen sure miner
Fællesrådsformanden har ingen planer om at slå i bordet og skælde ud på dem, der deltager i stormødet til oktober.
»Vi vil nudge folk til at forstå, at vi kan få bedre styr på både husholdningsaffald og storskrald. Vi vil vække folks ansvarsfølelse via information,« siger han.
Henrik Olsen vil sammen med andre medlemmer af Frederiksbjerg og Langenæs Fællesråd overrække en invitation til stormødet til alle butikker og erhverv på Frederiksbjerg.
Fællesrådet vil desuden invitere lokale beboere via Facebook og mails. Den præcise dato for stormødet er endnu ikke fastsat, men mødet vil finde sted i slutningen af oktober, oplyser Henrik Olsen.