Fortsæt til indhold

Trods sagsanlæg: Mærsk-konkurrent får ny containerterminal på Aarhus Havn

MSC bliver som ventet ny containeroperatør på Aarhus Havn. Selskabet lejer et 170.000 kvm. stort areal på Omniterminalen.

Aarhus

Aarhus Havn har netop indgået en aftale med det globale containerrederi Mediterranean Shipping Company (MSC) om leje af areal på havnen i Aarhus, hvor rederiet vil etablere en ny containerterminal.

Det skriver havnen i en pressemeddelelse.

Terminal Investment Limited (TiL), der er MSC Groups containerterminaloperatør, flytter ind på Omniterminalen, der i øjeblikket er ved at blive færdigudviklet.

»Vi glæder os over, at MSC Group og TiL ser Aarhus Havn som en attraktiv havn og nu vælger at investere i etablering af containerterminal. Det giver erhvervslivet flere muligheder for at handle med omverdenen, og det styrker vores konkurrencekraft og ikke mindst vores rolle i at sikre den danske forsyning til gavn for erhvervslivet og hele Danmark,« lyder det fra havnedirektør Thomas Haber Borch.

Italienske MSC blev stiftet i 1970 og er i dag verdens største containerrederi med over 200.000 ansatte og 850 containerskibe. Rederiets danske hovedkontor ligger allerede i dag på havneområdet i Aarhus.

»Aarhus Havn har en rigtig god lokalitet til de fremtidsplaner, vi har lagt. Vi vil indsætte en direkte mainliner mellem Aarhus og Asien næste år, og i kombination med vores egen terminal kan vi tilbyde vores kunder en stærk logistikløsning. På længere sigt kigger vi på flere ruter, der kan få positiv betydning for dansk erhvervsliv, og vi vil være klar til yderligere investeringer, når der bliver udviklet nye arealer på havnen i Aarhus,« siger CEO hos MSC Søren Toft.

Aftalen mellem Aarhus Havn og MSC Group betyder, at TiL lejer omkring 170.000 kvadratmeter på Omniterminalen, hvor de ønsker at etablere og drive egen containerterminal. Terminalen forventes at være fuldt udviklet i 2027, hvorefter MSC Group og TiL kan tage området i brug.

Nyheden om MSCs indtog i Aarhus sker, efter at Mærsk og APM Terminals har stævnet Aarhus Havn og bedt retten om at forbyde havnen at indgå aftaler med en ny containeroperatør. Mærsk mener, at rederiet har førsteret til at leje Omniterminalen, men øjensynligt har Aarhus Havn altså ikke ment, at det var nødvendigt at vente på rettens afgørelse.

»Vi noterer os dagens annoncering, som finder sted, mens vi afventer rettens afgørelse i den igangværende påbudssag, som blev anlagt for at sikre en transparent process omkring havnens fremtidige udvikling. Vi har ikke yderligere kommentarer,“ lyder det fra Mærsk i en skriftlig udtalelse.

Hovedforhandling i sagen er planlagt til at være 31. oktober.

Med MSC-aftalen vil Danmarks to største containerterminaler ligge på havnen i Aarhus. MSC får ca. 17 hektar, mens Mærsk har ca. 100 hektar.