Midt i havnekrig: Mærsks største konkurrent vil sejle kæmpeskibe til Aarhus
Rederiet MSC vil i det nye år anløbe Aarhus Havn med mainliner-skibe fra Kina. Den konkurrencemæssige eskalering sker, mens Mærsk ligger i retssag med Aarhus Havn.
Verdens største containerrederi, MSC, øger sit engagement i Aarhus betragteligt og presser konkurrenten.
Det schweizisk/italienske rederi har netop offentliggjort, at man fra 2025 vil anløbe Aarhus med et såkaldt mainliner-skib fra Shanghai en gang om ugen. Skibene er blandt de største containerskibe i verden, og det er første gang, at MSC sejler til Danmark med den slags.
Nyheden vækker glæde hos Aarhus Havn.
»Vi har i dag et stort og globalt rutenet, der forbinder Danmark med resten af verden. Men når MSC vælger at tilføje en ny direkte rute mellem Aarhus og Asien, bliver det endnu stærkere - og det er jeg både glad og stolt over. Det betyder nemlig, at dansk erhvervsliv får endnu flere muligheder, som i sidste ende gavner os alle sammen,« siger direktør Thomas Haber Borch i en skriftlig udtalelse.
MSC er danske Mærsks største konkurrent, og nyheden om mainliner-anløbene kommer, efter Mærsk i februar annoncerede, at rederiet vil droppe sin mainliner-rute til Aarhus fra 2025 og i stedet anløbe Bremerhaven, hvorefter containerne skibes videre med mindre feederskibe.
Betændte forhold
Men nyheden kommer også samtidig med, at Mærsk og Aarhus Havn ligger i retssag med hinanden - og her spiller MSC en ikke uvæsentlig rolle.
For Mærsk, der har monopol på containerhåndteringen i Aarhus via APM Terminals, har bedt retten nedlægge forbud mod, at havnen kan indgå aftaler med en ny containeroperatør.
Angiveligt forhandler havnen, efter at havneudvidelsen blev droppet, med MSC om en ny containerterminal på Omniterminalen overfor APM Terminals, men Mærsk mener at have forlejeret til Omniterminalen, og derfor har havnen, ifølge rederiet, ikke ret til at indgå en sådan aftale.
Så meddelelsen om MSCs fremtidige anløb til Aarhus Havn kan således også ses som en eskalering af konkurrencen med Mærsk og det danske rederis betændte konflikt med havnen.
MSC er dog ikke gået så vidt at udpensle, hvem der skal håndtere anløbene i Aarhus, så indtil videre er det APM Terminals, der kan se frem til mere arbejde. Får MSC derimod egen terminal i Aarhus, så vil APM Terminals miste en stor del af sin forretning.
Mærsk og MSC har haft et samarbejde i form af 2M-alliancen, hvor de fragtede containere på hinandens skibe, men det samarbejde er opsagt fra 2025.
I stedet har MSC indgået samarbejdsaftale med tre asiatiske rederier, mens Mærsk har indgået alliance med tyske Hapag-Lloyd.
MSC har i dag dansk hovedkvarter hos Aarhus Havn med over 70 ansatte, er sølvsponsor i AGF, og det familieejede rederis direktør er danske Søren Toft, som tidligere var topchef i Mærsk.