Købmandssøn blev salgsdirektør og kan fejre sølvbryllup med Salling Group
Henrik Frost havde egentlig regnet med, at han skulle være noget indenfor it, men 25 år efter han begyndte i Bilka Kolding, er han fortsat en del af Salling Group. I dag er han salgsdirektør i Føtex på hovedkontoret i Aarhus.
43-årige Henrik Frost er nærmest født og opvokset i en købmandsbutik i Seest ved Kolding. Hans forældre havde butikken i 21 år, så Henrik Frost, hans tvillingebror og søster er flasket op med at sætte varer på plads og være en del af købmandslivet. Det blev så stor en del af hans DNA, at han 27. oktober kan fejre sit 25-års jubilæum i Salling Group.
Det skriver Salling Group i en pressemeddelelse.
»Jeg skulle bare lige tjene nogle penge ved siden af studiet. Min mor var på det tidspunkt ansat i Bilka Kolding, og jeg fik job ved kasselinjen og informationen. Jeg havde ingen planer om at gøre karriere i Dansk Supermarked, som Salling Group hed dengang – jeg ville være noget indenfor it, men jeg blev så glad for at være her, at jeg stadig er en del af virksomheden,« siger jubilaren, som bor i Kolding sammen med sin kone og deres to børn.
Hans chef dengang spurgte, om han ville være elev. Det endte han med at takke ja til, og i løbet af årene er det blevet til en lang række forskellige stillinger - primært i Bilka, men i forsommeren i år blev Henrik Frost salgsdirektør i Føtex på hovedkontoret i Aarhus.
Drøm om leder
Allerede i en ung alder satte han sig for, at han gerne ville være leder, og hans første job af slagsen blev som salgsleder i tekstil/sport-afdelingen i Bilka Kolding, sidenhen er det blevet til stillinger som drifts-, sektions- og varehuschef, som har bragt ham til Sønderborg, Odense og altså Aarhus.
Lige præcis hjembyen Kolding har altid betydet noget særligt for jubilaren, og da han i 2017 fik muligheden for at blive varehuschef i Kolding, hvor det hele begyndte, blev det et rungende ja.
»Min drøm gik i opfyldelse. Det var drømmestedet for mig og en virkelig fed opgave, som jeg var meget glad for, men jeg holdt alligevel øjne og ører åbne, så da jeg fik muligheden for at komme til Bilka Odense som varehuschef, takkede jeg ja efter to gode år i Kolding,« fortæller Henrik Frost.
Det blev også til to år i det fynske, inden han takkede ja til at blive Head of Retail i Bilka på hovedkontoret i det aarhusianske. Den stilling sad han i fra 2021 og frem til i sommer, hvor Bilka-skjorten blev lagt på hylden, og i stedet er det nu Føtex, han har fokus på.
Henrik Frost fejrer sit jubilæum fredag 25. oktober på hovedkontoret i Årslev ved Aarhus med en reception for venner, kolleger og familie. Traditionen tro og i ægte Salling Group-stil bliver han hentet i limousine om morgenen og sammen med familien kører de til flaggang og fejring.