Fortsæt til indhold

Når byen sørger: Disse aarhusianere sagde vi farvel til i 2024

Aarhus er blevet en fattigere by.

Aarhus

2023 var kun lige blevet til 2024, da det kom frem, at byens tidligere borgmesterfrue, Edny Simonsen, var død.

Thorkild Simonsens enke døde 3. januar. Hun blev 94 år gammel.

Edny og Thorkild Simonsen blev gift i juli 1953 og nåede at være gift i næsten 70 år.

I mange år boede Edny og Thorkild Simonsen i Risskov. Thorkild Simonsen døde i september 2022.

Thorkild Simonsen med konen Edny til Brædstrup Revyen.

Per Hauberg

Ejer af Malling Bio, Per Hauberg, døde 16. april efter længere tids sygdom.

Biografmanden blev 71 år gammel. På det tidspunkt havde han haft biografen i over 50 år.

»Vigtigst for overlevelsen er den trofaste opbakning, jeg nyder fra publikummer, støtteforeningen Malling Bios Venner og den lille skare frivillige, som giver en hånd med i hverdagen,« sagde Per Hauberg tilbage i 2022, da avisen mødte ham i forbindelse med hans 70-års fødselsdag.

Efter Per Haubergs død blev Malling Bio sat til salg.

Per Hauberg i sin elskede biograf i Malling, som han stod i spidsen for i en lang årrække. Arkivfoto: Kim Skovrup Andersen

Ulrik With

Restauratør og kunstner Ulrik Witt døde søndag 11. august.

Ulrik Witt satte kulør på Aarhus. Først som restauratør, senere som kunstner og altid som sig selv. Der var en fest og noget flamboyant overalt, hvor han færdes.

I 1977 åbnede han og hans nu afdøde hustru Jonna Hald restauranten ”De Fire Årstider” på Åboulevarden.

Ulrik Witt blev 80 år. Arkivfoto: Casper Dalhoff

Jonna Hald og Fusager-parret stod i køkkenet, men ude blandt gæsterne, var det den tjeneruddannede Ulrik Witt, der satte stemningen.

Stregerne satte han på menukortet, som han dekorerede med fine tegninger. På væggene hang nogle af malermester-sønnens værker, og flere gange endte det med, at restaurantgæsterne købte malerier med hjem. Ulrik Witts kunst var præget af farver, kvinder, fisk og fugle.

»Jeg drak simpelthen gæsterne fulde, og så købte de billeder, når de var berusede og glade efter en god middag,« har Witt tidligere sagt til avisen.

Kjeld Holm

Den tidligere og mangeårige biskop i Aarhus Kjeld Holm døde 2. oktober 79 år gammel.

Det stor opbud ved begravelsen vidnede om en person, der i den grad havde sat sit aftryk på den jyske hovedstad.

»En fyldt Aarhus Domkirke er mere, end selv Kjeld havde håbet på til den dag, han skulle begraves,« lød det fra Kjeld Holms datter Nanna Holm, der som præst selv begravede sin far.

Den tidlige biskops død fik da også en lang række sympatitilkendegivelser på de sociale medier:

»Kjeld Holm er død. Kjeld var i den grad et menneske som mente noget og som ville noget. Man kunne være enig eller uenig med ham, men man blev altid klogere i hans selskab. På politik, kristendom, AGF og selve meningen med livet. Kjeld var en ener. Et menneske som gjorde en forskel med sit eget liv og i så mange andres,« skrev finansminister og tidligere borgmester i Aarhus, Nicolai Wammen.

Kjeld Holm blev 79 år gammel. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

»Han var i en lang årrække AGF-ambassadør og bidrog på den måde både til klubbens indre og ydre liv. Flaget er på halv på Fredensvang (AGF’s træningsanlæg, red.) i dag og vi vil nu dvæle ved Kjelds Holms minde, som det store og fine menneske han var. Æret være hans minde,« lød det fra byens Superligaklub.

Kim Ziegler

Den tidligere AGF’er og landsholdsspiller Kim Ziegler døde 8. oktober af hjertestop - 65 år gammel.

Kim Ziegler nåede at spille 176 førsteholdskampe med 15 mål til følge i den hvide trøje, inden han i 1982 tog til den belgiske klub RFC Seraing. Udlandsopholdet blev dog kort, da han allerede efter mindre end to år i Belgien vendte hjem til Danmark. Ikke for at spille for AGF, da daværende ungdomslandstræner Richard Møller Nielsen havde fået et godt øje til midtbanespilleren, som han lokkede til det fynske og en plads på OB’s hold. Her blev han resten af sin karriere, som sluttede i 1992.

Kim Ziegler nåede i alt at få tre kampe på Sepp Pionteks A-landshold i perioden 1982-1983 samt flere kampe for forskellige ungdomslandshold.

Kim Ziegler, som på billedet er bagerste mand, er i en alder af 65 år pludselig gået bort. Arkivfoto: Carsten Ingemann

Efter sin aktive karriere opnåede han succes som cheftræner i fynske Nr. Åby, som han var i spidsen for i tre sæsoner og rykkede op i den næstbedste række. Han var også forbi både B 1909 og Kolding, før han i 2007 blev sportschef i Randers FC i en kortere periode.

Jens Folmer Jepsen

25. oktober blev Aarhus en stor kulturpersonlighed fattigere: Jens Folmer Jepsen døde i en alder af 67 år.

Jens Folmer Jepsen stod bag hittet »Hjem til Aarhus«, der blev gennembruddet for gruppen På slagt 12, han var manden bag den legendariske serie ”Kongeriget” med Søs Egelind og Kirsten Lehfeldt ligesom han var forfatter til flere bøger.

Derudover var ’Folmer’ fra 2006 til 2015 direktør for Aarhus Festuge.

Der er ingen tvivl om, at Jens Folmer Jepsen i den grad har sat sit kulturelle aftryk på Aarhus - hele Danmark.

Udover Kongeriget lavede Jens Folmer Jepsen også ”Selfistan” sammen med Søs Egelind og Kirsten Lehfeldt. Her ses Folmer i rollen som instruktør. Foto: Kenneth Lysbjerg Koustrup

»Folmer har betydet utroligt meget for Aarhus’ kulturliv. Folmer og jeg har kendt hinanden gennem mange år og har boet i samme bydel. Jeg vil huske Folmer som værende utrolig venlig og altid havende et smil på læben,« skrev daværende kommende borgmester i Aarhus Anders Winnerskjold på Facebook.

Jens Folmer Jepsen var ved sin død gift med tv-kokken Anne Hjernøe - kendt fra DR-programmet ”Anne og Anders”.

Ulf pilgaard

»Min elskede far er gået bort. Hans nærvær og livsglæde vil jeg savne, og hans minde vil leve videre i vores hjerter.«

Sådan lød det fra Christian Pilgaard, søn af Ulf Pilgaard, efter faderens død 28. oktober.

Den danske skuespiller og komiker var aktiv på den danske skuespilscene næsten helt frem til sin død.

Ulf Pilgaard blev 83 år gammel. Foto: Philip Davali

Senest var han i 2023 med i fortsættelsen til Ole Bornedals film ”Nattevagten” fra 1994.

Den autodidakte skuespiller var desuden kendt for roller i DR-dramaet ”Borgen” og sin prisvindende præstation i ”Farligt venskab” fra 1995.

Ulf Pilgaard blev 83.

Poul Jørgen Kristensen

Poul Jørgen Kristensen, også kendt som »Den råbende grønthandler« og »Arkadegartneren«, døde juleaften efter »13 dages hård kamp på Skejby (Aarhus Universitetshospital, red.)«.

Ifølge Århus Stiftstidende kunne den kendte grønthandler fejre sin 70 års fødselsdag tidligere i år - samme år hvor Arkadegartneren også kunne fejre 40 års jubilæum.

Et kendt ansigt på Strøget i Aarhus, Arkadegartneren Poul Kristensen, er sovet ind juleaften. Foto: Anders Find