Fortsæt til indhold

Regionen er en vigtig brik i klimaproblematikken

Debat
Birgit Marie Christensen, regionsrådsmedlem, Socialdemokratiet, Grøntoften 12, Søften

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

De voldsomme skybrud, der har været i sommerens løb, giver problemer mange steder. Fjorde, åer og søer flyder over deres bredder, landmændenes marker oversvømmes, huse invaderes med regnvand og værre endnu, med kloakvand.

I Region Midtjylland arbejdes der ud fra en helhedsorienteret klimatilpasning. Det er nødvendigt at koordinere indsatsen på tværs af kommunegrænserne. Vandet kender ikke forskel på, om det er den ene eller den anden kommune, det løber i.

Her har regionerne en stor rolle at spille, hvor de kan koordinere opgaven med at udvikle fornuftige metoder til at imødegå de fremtidige klimamæssige udfordringer.

I Region Midtjylland bliver der arbejdet ihærdigt med emnet. Siden 2017 har klimatilpasning været samlet i Coast to Coast Climate Challenge, et klima projekt der blandt andet støttes med EU midler. Her udvikles der klimaløsninger af forskellig art, eksempler herpå kan være:

I byområder at etablere parklignende anlæg hvor der er plads til overskudsvandet, og hvor området kan benyttes rekreativt

I landområder at etablere engdrag der kan oversvømmes uden fare for skader på dyrkede marker, bygninger og veje. Det kan samtidig fremme biodiversiteten

Vejbelægninger der kan opsummere og aflede meget vand, endda med udnyttelse af vandet til at fremstille energi til opvarmning

Øge samarbejdet mellem flere instanser, så der findes gode fælles løsninger til gavn for mange flere

Projektet er 6-årigt, det vil sige det fortsætter til nytår 2022 og udvikler løsninger, som derefter bliver finansieret på forskellig vis. Jeg håber på og vil arbejde for, at det fortsætter fremover. Det er vigtigt arbejde.

Region Midtjylland har bygget Klimatoriet i Lemvig. Her arbejdes der også internationalt med klimatilpasning.

Der foregår også samarbejde omkring klima de nordiske lande imellem.

Alt dette er forankret i regionen, hvor det er udvalget Regional Udvikling, det hører under. Det er interessant og vedkommende for alle borgere og endnu en af årsagerne til, at regionerne er vigtige for os alle.