Om modløshed

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

For omkring 1700 år siden rejste en gruppe mænd og kvinder ud i ørkenen i Ægypten for dér at leve som de første munke og nonner i kristendommens historie. Man har sidenhen kaldt dem for ørkenfædrene.

De opsøgte ensomheden og det barske liv, fordi de savnede det enkle liv med sig selv og med Gud. Men hurtigt opdagede de, at sammen med det simple liv fulgte også en række udfordringer.

Ikke mindst den opgave det er at udholde ens eget selskab. Derudover oplevede de den modløshed, der kan følge med, når ens muligheder er begrænsede og man føler sig fanget i et liv, hvor den ene dag ligner den anden.

En af ørkenfædrene – Antonius – sad en dag i sin hule i ørkenen, grebet af modløshed og mørke tanker. Han henvendte sig derfor til Gud om hjælp og derefter fortælles følgende:

»Og lidt efter, da Antonius rejste for at gå ud, så han én, der lignede ham selv. Den fremmede sad og arbejdede. Så rejste han sig fra arbejdet og bad. Derefter satte han sig igen og flettede reb. Og så rejste han sig igen til bøn. Det var en Herrens engel, som var sendt for at vejlede og styrke Antonius. Og han hørte englen sige: ’Gør sådan, så vil du blive frelst.’ Da Antonius hørte det, blev han ramt af glæde, og han fattede mod. Og ved at gøre sådan blev han frelst!«

Sådan er fortællingerne om ørkenfædrene fyldt med helt udramatiske eksempler på, hvad der er meningen med livet. Vi kan længes efter noget dramatisk, en indsigt eller lignende til at markere forskellen i vores liv.

Men ørkenfædrene opfordrer os til noget andet, nemlig til noget så enkelt som at fortsætte som sædvanligt – uanset hvor banalt det sædvanlige så end er. Når en ørkenfader blev spurgt til, hvad der er vigtigt i livet, kunne man opleve, at ørkenfaderen flettede videre på sin kurv og uden at hæve sit blik svarede: »Det, du ser.«

Modløshed bekæmpes ikke ved at jagte store forandringer eller ved at svømme væk i drømme om alt det, der kunne være anderledes. Det handler derimod om at være til stede, hvor vi er. Det er på én gang meget enkelt og rigtig svært.

For den sværeste at slutte fred med er ofte én selv. Men jeg tror, ørkenfædrene har ret, når de siger, at det vigtige i livet er det, vi har lige foran næsen. Der hvor vi er nu.