Skanderborg bør have en plan for store vedvarende energianlæg i kommunen
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Danmarks Naturfredningsforening i Skanderborg er af den mening, at vedvarende energi er en nødvendighed i omstillingen til et CO2-frit samfund.
Desværre ser vi lige nu, at politikerne i Skanderborg lunter efter projektmagerne, når det kommer til hvor i kommunen store solenergianlæg skal placeres, og hvordan de skal udformes.
Hvis vi virkelig skal bruge den fordel, det er, at store arealer fritages for gødning og sprøjtegifte til betydeligt at bedre biodiversiteten, skal der stilles større krav til disse anlæg end et par striber med blomster.
Det kunne næsten se ud til at de fire projekter, der på nuværende tidspunkt er i spil, konkurrerer om hvilket, der er det grønneste.
Der er ingen ende på ord som ”naturpark” og ”biodiversitet”.
Desværre er de skitserede biodiversitets tiltag indenfor og omkring anlæggene langt fra tilstrækkelige til at pynte sig med en betegnelse som”naturpark”.
Naturfredningsforeningen skal derfor opfordre politikerne til efter grundig udredning og en åben demokratisk samtale med offentligheden og efter grundige overvejelser, at fremlægge en plan for hvilke områder i kommunen, man ikke vil acceptere vedvarende energianlæg, og hvor man i Skanderborg Kommune finder det mindst indgribende at etablere solenergianlæg.
Hvis vi virkelig skal bruge den fordel, det er, at store arealer fritages for gødning og sprøjtegifte til betydeligt at bedre biodiversiteten, skal der stilles større krav til disse anlæg end et par striber med blomster.
Potentialet er der til noget meget bedre. Stilles der de rette krav til anlæggene, kan de måske oven i købet udvikle sig til at være et aktiv for deres naboer. Det er dog en proces, der kræver en helt anden bevidsthed og åbenhed om hvad Skanderborg Kommune egentlig vil med disse anlæg.
Vi opfordrer derfor vores politikere til at tage plads i førersædet og ikke lade sig trække rundt af tilfældige projektmagere og deres mere eller mindre skønmalede projekter. Kom nu i dialog med borgere og foreninger om dette.