Fortsæt til indhold

Borgmesteren ligger, som han har redt

Debat
Thomas Cordtz (K), byrådsmedlem.

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Borgmester Frands Fischer var på glatis, da TV-Avisen for nyligt bragte et nyhedsindslag om de store kapacitetsproblemer i kommunens daginstitutioner.

Undervejs i indslaget slog borgmesteren fast, at han arbejder »stenhårdt« for at løse problemerne, og han forklarede de manglende resultater med, at han jo kun har været borgmester i to år - underforstået: Havde han siddet som borgmester de sidste fire, havde billedet været helt anderledes.

Men den går ikke! Borgmesteren har et alvorligt forklaringsproblem. I flere år før han blev borgmester, var han som bekendt selv formand for undervisnings- og børneudvalget og som sådan hovedansvarlig for udviklingen på området.

På trods af advarsler om og indikationer af, at kommunen på et tidspunkt kunne ende i alvorlige kapacitetsproblemer, var der ingen handling fra hans side, som undervisnings- og børneudvalgsformand for at imødegå fremtidige udfordringer. Og det på trods af, at indikationerne og tallene ifølge forskningschef og ph.d’er Roger Buch var tydelige for alle, der ville se dem. Vi hørte dem også fra alle ender og kanter af kommunen fra bekymrede borgere.

Også fra konservativt hold advarede vi. Når der udstykkes så meget og så hurtigt, som det er tilfældet i Ry, Hørning, Galten-Skovby og flere andre steder, må og skal man også sørge for, at infrastrukturen, pasningstilbud og skoler kan følge med. Det er ikke sket i tilstrækkeligt omfang og konsekvenserne ser vi nu. Småbørnsfamilierne tvinges til at pendle på tværs af kommunen over lange afstande for at få børnene passet. Det er ikke i orden.

Borgmesterens udsagn om, at der arbejdes stenhårdt imponerer heller ikke, for vi konservative har foreslået flere tiltag, der kunne løse på nogle af problemerne: Opførelsen af fleksibelt modulbyggeri i blandt andet Galten Skovby, oprettelsen af flere skovbørnehaver, en lettelse og revidering af kommunens kriterier for godkendelse af privatinstitutioner, en revidering af stuktur-reformen for skole og dagtilbud, som er blevet overhalet af prognoserne. Alt sammen er blevet skudt ned af borgmesteren og hans flertal.

Borgmesteren har et alvorligt forklaringsproblem. I flere år før han blev borgmester, var han som bekendt selv formand for undervisnings- og børneudvalget og som sådan hovedansvarlig for udviklingen på området.
Thomas Cordtz (K), borgmesterkandidat og byrådsmedlem.

Det er muligt, der lige nu arbejdes for at løse problemerne. Det havde dog pyntet, om Frands Fischer og hans flertal havde taget problemerne alvorligt langt tidligere og havde handlet med rettidig omhu. I stedet ligger man nu, som man har redt.