Fortsæt til indhold

Vi skal investere i intelligent trafik

Debat
Christian Wibe-Marker, Konservativ byrådskandidat i Skanderborg kommune, Vesterløkken 11, 8660 Skanderborg

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I mit seneste debatindlæg i Uge-Bladet fra uge 43 ”Grønt lys til cyklisterne” fik jeg nævnt en grøn bølge for bilister, mens vi på cyklerne står og venter ved et rødt lys. Det er naturligvis ikke korrekt. Vi har ikke grøn bølge for nogen i Skanderborg. Det kan føles sådan, når bilerne suser forbi, mens vi cyklister ”venter en omgang”.

For at afvikle trafikken i Skanderborg Kommune bedre og undgå at bilisterne (og cyklister) holder i kø i længere tid ved lyskrydsene, skal der investeres i intelligente løsninger, såsom f.eks. digitale trafikskærme og fleksible trafiklys, som kan implementeres som en naturlig del af opgraderinger og nye anlæg.

Kolding Kommune har f.eks. investeret i et intelligent lyskryds. Dette har gjort morgentrafikken 33 procent hurtigere. Det fungerer ved, at radarer overvåger trafikken og justerer, hvornår der skal gives rødt eller grønt lys. Man kan justere farten med dynamiske hastighedstavler eller ved at sætte skilte op, der kan advare om kø og foreslå andre ruter, hvis trafikken er gået i stå.

Initiativet har hermed reduceret trængsel, forbedret miljøet grundet reduceret tomgangskørsel og forøget mobiliteten i Kolding by. Gevinsten for de 20.000 daglige bilister er en besparelse på 5 millioner kroner årligt alene på benzin.