Der bliver IKKE nedrevet fredede bygninger
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Jeg blev meget overrasket, da jeg i et læserbrev fra Christian Kreiberg Møller (SF) læste, at et af de fem huse, som snart nedrives i Hinnerup for at give plads til 75 almene boliger, var fredet. Jeg spurgte derfor straks i forvaltningen, om det er korrekt.
Det er det IKKE. Ingen af husene er fredet eller har været det.
Jeg har siden mødt Christian, og han beklager naturligvis, at han har videregivet forkerte oplysninger, som byggede på noget, han havde hørt fra anden side.
Jeg er til gengæld enig med Christian i, at vi naturligvis skal tage vare på vores kulturarv og lokale bymiljøer. Derfor er der også store dele af Hinnerup midtby, hvor der ikke er planlagt ændringer. Men en by vil altid udvikle sig, som det også er sket gennem årene i Hinnerup. Nogle af os husker stadig en midtby præget af tidligere industrivirksomhed, og at byen var domineret af store siloanlæg. Udviklingen har ofte været præget af tilfældigheder, og derfor blev Hinnerup midtbyplan lavet, så man i en vis grad kan styre, hvor udviklingen især skal ske fremover.
Jeg ser og hører desværre ofte påstande, som ikke er korrekte, for eksempel:
“Kommunen tjener penge på nedrivningen og den efterfølgende opførsel af almene boliger.”
Det er IKKE korrekt – tværtimod koster det kommunen penge til grundkapitalindskud, men det er byrådets holdning, at der er behov for centralt beliggende lejligheder til blandt andet seniorer og enlige.
“De nye lejligheder vil blive beboet af folk, som kommer strømmende fra Aarhus.”
Jeg har mødt mange lokale her fra Hinnerup-området, som er skrevet op til en lejlighed i det nye byggeri, og jeg er helt overbevist om, at langt de fleste af de kommende beboere kommer fra lokalområdet. De vil være med til at skabe liv i midtbyen og mere omsætning i butikkerne.