Livet kaster skygger

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Når et menneske dør, er der i dagene efter mange praktikaliteter at tage hånd om. Aftaler skal træffes med bedemand og blomsterforretning, og bud skal bringes til venner og slægtninge.

I de første dage er der mange ting at tænke på. Først lidt senere kommer tiden, hvor tabet for alvor kan mærkes. Trøsten er sluppet op, og sorgen kan ikke længere holdes fra døren med praktiske gøremål. Nu skal sorgen bæres, også selvom den kan være ubærlig.

Der kan være megen trøst i at høre om den evighed, som venter efter livet her på jorden. Den evighed kan aflaste os, så vi ikke længere behøver at knuge varsomt om vore afdøde, fordi vi netop stoler på, at de er i evigheden hos Gud.

Vi kan give slip på dem, og vende os mod det, de efterlod. Og mod det liv, som stadigvæk skal leves.

I denne uge er det kyndelmisse, som førhen var et knudepunkt i vinteren. Hjemme på gården gjorde man status over forrådet, og i kirken tændte man lys. Når det kommer til sorg, er det sidste bedre end det første.

Vi kan nemlig ikke gøre status, som var vi halvvejs gennem sorgen, men vi kan tænde et lys og lade det kaste sin skygge.

Den store dansker Poul Henningsen, PH, gjorde sig mange tanker om lys og skygge. Efter sigende var hans mor Agnes Henningsen på sine gamle dage så fortvivlet over at se sig selv i elpærens kolde lys, at hun klagede sin nød til sin søn. Agnes savnede petroleumslampens varme skær. Poul Henningsen fandt på noget andet.

Han var multikunstner og med sindrige opmålinger og tegninger skabte han sine lamper og skærme, hvor den nøgne pære aldrig måtte blænde. PH mente, at ’en belysning, som ikke tillader de store genstande at kaste skygge, gengiver rummet på en død og flov måde’. Tænk bare på lysstofrøret, som blotlægger verden på allerpinligste vis.

Når lysstofrøret lyser, er der ingen skygger, ingen hemmeligheder og ingen farver.

Når vi sørger, gemmer vi os i skyggen. I skyggen af det, vi har mistet. Det er okay, for det er kærlighedens pris. PH ville have, at hans belysning kastede skygger, for en verden uden skygger er en gold verden uden lys. Ja, uden noget som helst.

Lad os stå ved skyggerne; vi skal stå lidt ved siden af dem – aldrig helt gemt væk, men heller aldrig helt fri af dem.