»Det dur ikke at holde en stædig hånd over alle gamle bygninger«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Forleden blev der her i avisen sat spørgsmålstegn ved, hvorvidt vi i den socialdemokratiske byrådsgruppe har øje for den aarhusianske historie og sjæl, når vi sætter mål for byens udvikling. Anklagerne fra Dansk Folkepartis Jakob Søgaard Clausen går på, at vi tilsyneladende ønsker at rive vores bevaringsværdige bygninger ned, for så at erstatte dem med ”masser af glas og beton.”

Det er en åbenlys misforståelse af vores tilgang. I Socialdemokratiet ønsker vi netop at værne om det bevaringsværdige, samtidigt med vi sikrer, at Aarhus vedbliver at være en by, hvor der er plads til alle.

Personligt deler jeg Jakobs beundring for vores allesammens Aarhus. Da jeg var 19 år, flyttede jeg til byen med min kæreste. Det var netop en prioritet for os at komme til at bo med gåafstand til alle de smukke og varierende bydele. Den mulighed ønsker vi også, at fremtidens unge skal have.

Beundringen bliver imidlertid et problem, når den kammer over i overdreven romantisering, der ikke tager hensyn til andre målsætninger. I Aarhus er vi velsignet af at kunne tilbyde så gode uddannelses- og jobmuligheder, at rigtigt mange mennesker hvert år flytter til byen. Derudover gør vores grønne områder, beliggenheden ved vandet og vores fine arkitektur byen yderligere attraktiv.

I Socialdemokratiet ønsker vi at bevare det attraktive ved Aarhus – det er et ansvar, vi for længst har taget på os. Vi vil også sikre, at Aarhus er en by for alle, både nu, men også i fremtiden. Derfor dur det altså ikke at holde en stædig hånd over alle gamle bygninger. Hvis vi ikke overholder ambitionen om et bredt favnende Aarhus, så ender byen med at blive for de få, der har meget dybe lommer. Det ønsker vi ikke.

Aarhus skal være en blandet by, hvor også helt almindelige mennesker fortsat har råd til at slå sig ned. Selvfølgelig skal vi opretholde den unikke aarhusianske ånd i processen, men det er ikke holdbart at frede bygninger, blot med henvisning til at de er gamle. Der skal være kvalitet og bevaringsværdighed over de bygninger, vi freder.

En ansvarlig byudvikling tager både hensyn til befolkningsvækst, arkitektur og miljø. Og udviklingen skal naturligvis ske i tæt samarbejde med borgerne. Hvis vi balancerer disse hensyn, er jeg sikker på, at mange flere mennesker får den samme fornøjelse, som jeg havde som 19-årig; muligheden for at flytte til så smuk en by som Aarhus var, som Aarhus er og som Aarhus vedbliver at være.