Præsteklumme: Evighedsbesøg

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Jeg fik besøg af evigheden forleden. Der kravlede en sølvfisk hen over badeværelsesgulvet. Sølvfisken har eksisteret i ca. 400 millioner år i stort set uforandret tilstand (altså ikke lige den, der gik hen over mit gulv, formoder jeg – men arten som sådan). Og tænk sig – den besøgte mig! Nu er 400 millioner år jo selvfølgelig ikke en evighed – men alligevel føltes det som om, det var evigheden, der brød ind i min tid dér på badeværelset.

Kristendommen baserer sig på fortællinger om evighedsindbrud i vores tid. I julen fejrer vi, at evigheden brød endegyldigt ind i menneskets tid i skikkelse af et lille menneskebarn med evighedstræk. I påsken fejrer vi, at menneskets afgrænsning i tid ophæves i opstandelsens fortælling om liv af død. I pinsen fejrer vi, at menneskets tid altid vil bære evighedens træk, fordi Gud har besøgt den og stadig er i den.

Og det er hér, sølvfisken på mit badeværelse kommer ind i billedet. For den mindede mig om, at også min tid har evigheden som begyndelsesbogstav. Og det oplever vi alle – både på badeværelser og i Bibelen … og alle mulige andre steder. Evigheden bryder ind i vores tid her i den første forårsmåned, hvor livet allerede i et stykke tid er begyndt at pible frem af den mørke vinterjord. Vi oplever evigheden i et blik fra eller på en elsket. Vi oplever det, når vores ungdom holder os fast på, at der skal luftes ud i forestillinger, der passede til i går. Vi oplever det, når naturen i sin majestæt på én og samme tid løfter os op og sætter os på plads i storm eller havblik. Vi oplever, at evigheden besøger vores tid og minder os om, at Guds rige har små og store nedslag i tiden – til alle tider. Vi skal holde øjne og ører åbne for kærligheden, storm&havblik, foråret, ungdommen, sølvfisk og alle de andre evighedsindslag i vores tid.