Præsteklumme: Hemmeligheder
Jeg lytter en hel del til forskellige radioudsendelser på P1. Der er mange gode programmer om historie, politik, kultur, sprog, natur og religion. Der er også programmer, som jeg bliver træt af at lytte til. Journalisten Sanne Cigal har sammen med Anders Lund Madsen siden september sidste år været værter på et program, der hedder ”Hemmeligheder”.
Ideen er, at ganske almindelige mennesker skal ringe ind og fortælle til en telefonsvarer om en hemmelighed, de går med helt alene. Nogle af dem indvilger så i at medvirke i programmet og fortælle noget mere om den hemmelighed, de bærer på – altid selvfølgelig anonymt og med stemmeforvrænger. Det handler en hel del om utroskab, seksuelt misbrug, om at have lyst til mere sex end ens partner kan give en, eller om at mærke had eller aversion mod nogen, der er tæt på. Her kan man som lytter rigtig få sin nysgerrighed stillet.
Der bliver også inviteret en gæst ind i programmet. Og så skal gæsten selvfølgelig også afsløre en af sine hemmeligheder for de undrende lyttere. Pia Kjærsgaards ”store” hemmelighed var, at hun som formand for Folketinget i al hemmelighed smed skoene, mens hun sad deroppe på formandsstolen. Det var der jo ingen, der kunne se. Så interessant! Forleden var det så gæsteværten Esben Bjerre, der fortalte, at han ”var kommet til” at købe en figur til 80.000 kroner på en auktion. Han turde ikke fortælle om det til nogen, så nu lå hans nyanskaffelse gemt i et hemmeligt rum i bilen.
Tanken med ”Hemmeligheder” er vist, at den, som ringer ind med sin hemmelighed, ved bare at fortælle om den skal få lidt lettere ved at bære den. Nogle synes måske ligefrem, at det unævnelige bliver acceptabelt ved dog at blive sagt. For det kan jo føles befriende at fortælle om noget, som er svært. Men det må nu være ret grænseoverskridende at gøre det i det offentlige rum. Studieværterne lytter og stiller nogle spørgsmål undervejs, men vil hverken agere sjælesørgere eller psykologer. Det er meningen, at man skal lade sin hemmelighed ligge, når man har fået fortalt den. Der er ingen syndsforladelse, det er heller ikke terapi, der er ingen forløsning på anden måde, end at man jo får delt sin hemmelighed – uden (forhåbentlig) at blive genkendt. Men hvorom alting er, så pirrer denne fremstilling af andres hemmeligheder vores nysgerrighed: Tænk, at nogen går med så store (eller små) hemmeligheder! Og hvor er det interessant, at vi andre får lov til at lytte med! Eller er det?
Alt dette minder mig om et andet radioprogram, der hed ”Tværs på P1”, som blev sendt fra 1972 til 2008. Det var et brevkasseprogram, hvor unge skrev eller ringede ind og blev stillet igennem til Tine Bryld, der var socialrådgiver. De empatiske og kloge svar, som Tine Bryld gav de unge, kom til at betyde meget for forvirrede og usikre unge mennesker. Men Tine Bryld udviste stor omsorg for de unge, og det var netop denne omsorg – ja, kærlighed – der gør en forskel i indstillingen til, hvordan man møder andre mennesker. Den mærker man ikke i programmet ”Hemmeligheder”, så jeg tror ikke, at det får lige så lang levetid, som ”Tværs” havde.
Som præst får man mange hemmeligheder at vide. Der etableres meget hurtigt et rum, hvor man kan tale frit. Der er noget eksistentielt på spil. Det handler om sygdom, frygt, svigt, om kærlighed og om sorg. Og jeg er overbevist om, at disse sjælesørgeriske samtaler har betydning. Præsten har jo tavshedspligt. Det, som bliver fortalt, kommer ikke videre. Det bliver ikke sendt på P1.
Det er afgørende vigtigt for os mennesker at have en person, vi kan betro os til, en vi kan stole på. I den forstand skal vi alle være præster for hinanden. Og de hemmeligheder, som vi skammer os så meget over, at vi aldrig vil kunne sige dem til nogen, dem må vi fortælle til Gud. Han lytter til os. Han kender os til bunds, og han ved, hvad vi trænger til.