Djævelens børn

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I disse dage bugner aviserne med portrætter, der forsøger at indfange en forståelse af den tidligere KGB-agent, der nu siden 1999 uafbrudt har været præsident for den russiske føderation. For vi kæmper med at forstå hvem denne Putin er?

Hvad er det han vil? Og hvorfor har han kastet Europa ud i krig og oprustning som ikke er set siden 2. verdenskrig? Vil han bare have magten for magtens egen skyld eller kæmper han for en sag? Eller har han totalt mistet fatningen, når han isoleret sidder og holder møder ved meterlange borde? Er han virkelig bare ondskaben selv?

På søndag er det midfastesøndag i kirken. Vi har allerede længe været i fastetiden, de 40 dage der er mellem fastelavn og påske og det er her i fastetiden, at vi i Bibelen konfronteres med tekster om livets skyggesider: Magten, begæret, synden og ondskaben. For vi er på vej op til Jerusalem, hvor den frelser, som vi følger og tror på, selv skal møde forræderi, ondskab og fornægtelse.

Selvom ikke mange af os faster, så er fastetiden også en besindelsestid, en renselsestid, hvor vi må overveje hvem vi selv er. Er vi de gode eller de onde? Og hvad tror vi på?

Og det er en vigtig overvejelse, som vi kredser om i kirken i denne tid. For hvem vi er og hvad vi tror på, skaber ikke kun os selv, men også hele verden omkring os.

Siden 2. verdenskrig har vi i Europa opbygget fredelige alliancer med det formål at forebygge krig, øge samhandel og samtale og dermed øge sammenholdet på kontinentet. Men selv med mere end 75 år med fred i Europa og med øget samhandel også med Rusland, så må vi nu erkende, at der stadig er en slange, der lurer i vores europæiske paradis, ligesom der også altid er en slange og en fristelse, der lurer i vores eget liv.

En oplagt fristelse i denne tid er netop at se på Putin som Djævelen selv og dermed se på alle russere som Djævelens børn. Hærværk er allerede begået på russiske institutioner i Danmark, boykot af russisk kultur er allerede iværksat og Red Barnet i Danmark har advaret om at russiske børn her i landet lever i risiko for chikane og mobning, når der tales om krigen i Ukraine i skolen eller når de checker ind på det digitale liv efter skoletid. For i krig skal der være en syndebuk og det kan børnene let blive bare på grund af hvor de er fra.

Den engelske sanger og musiker Sting skrev i 1985, altså 4 år før murens fald, en sang med titlen ”Russians”, der også forsøger at begribe hvem disse russere er. Her kommer et velkendt citat fra sangen i dansk oversættelse:

”Der findes ikke noget, der hedder en krig, der kan vindes.

Det er en løgn, vi ikke længere tror på.

Men tro mig, når jeg siger til dig

Jeg håber at russerne også elsker deres børn

Vi deler den samme biologi, uanset vores ideologi

Men det, der måske kunne redde dig og mig,

er, hvis russerne faktisk også elsker deres børn”

Som Sting dengang sang om forsoning, sådan skal vi også møde hinanden med forsoning.

Vi skal møde hinanden med tilgivelse og vi skal også se dem, som vi i øjeblikket betragter som fjender, som de mennesker, de er. Som uskyldige gidsler i en ulykkelig konflikt.

Den forsoning skal vi kunne magte.

I gudstjenesten mødes vi søndag efter søndag for at sætte ord på denne længsel efter forsoning, der altid er større end selv den største synd og ondskab. Her lærer vi i bønnen og i nadverens fællesskab, at vi er anerkendt, som dem vi er.

Tilgivet og elsket af en Gud, der tjener og elsker os. Den tjeneste skylder vi også hinanden, så vi med rette må kalde alle verdens børn for Guds børn.