Fortællingen om dig selv
»Jeg er ikke god til noget.«
Sådan sagde en kvinde, Sofie, en dag til mig. Hun var en del af den gruppe, jeg sad med, og hendes ord var et svar på mit spørgsmål om, hvad de hver især var gode til.
Sofie kunne have været et menneske, der sætter sit lys under en skæppe, eller hendes ord kunne have været en appel til vennerne om at modsige hende, men det virkede ikke sådan. Det virkede, som om det var Sofies helt oprigtige forståelse af sig selv, at hun ikke var god til noget.
Men uanset grunden til Sofies ord, så har ord det med at skabe, hvad de nævner. Jeg har læst et sted, at hvis man gentager en lille hvid løgn nok gange, begynder man selv til sidst at huske det, som om at det var sådan, det var.
Hvis det er rigtigt, så siger Sofie enten, at hun ikke er god til noget, fordi det er hendes selvopfattelse, eller også har Sofie fået den opfattelse, fordi hendes ord er blevet den fortælling om sig selv, som hun selv tror på. Heldigvis var vennernes opfattelse af Sofie en anden.
Det viste sig, at hun efter deres mening var en god veninde, der altid hjalp som den første, hun var god til at lave mad, spille kort, havde grønne fingre, var sjov og meget andet. Hendes øjne lyste helt op, og hun endte med at sige: »Nårh ja... jeg er faktisk god til at lave mad.«
Selvfølgelig var hun også god til alt det andet (og mere), men det har hun glemt at fortælle til sig selv.
I starten af samtalen var hun ikke god til noget (ifølge sig selv), og da hun gik var hendes selvopfattelse ikke fundamentalt ændret, men samtalen var med til at ændre en lille smule af Sofies egen fortælling om sig selv, så den blev en smule mere nuanceret, og den nu er tættere på den virkelighed, vi andre ser.
Vi prøver ofte at vise de bedste sider af os selv på de sociale medier. Vi viser ofte gode ting og lægger de flotteste billeder op, fordi vi så kun viser omverden det menneske og det liv, vi ønsker, de andre skal tro, vi er og lever.
Det samme gælder, når vi i mødet med andre ofte siger, at vi har det godt. Det kan enten være fordi, vi ikke ønsker at vise, at vi faktisk ikke har det godt, fordi vi ikke ønsker, at den anden skal føle sig forpligtet til at tage et medansvar for os og vores liv, eller måske fordi vi frygter, at de ikke vil tage medansvar.
Derfor ender vi måske ofte med bare at smile pænt og sige »Jeg har det godt. Hvad med dig?« - og dermed hurtigt videre. Men hvorfor er vi så bange for at give lidt af os selv og af vores sande fortælling, når vi har det skidt?
K. E. Løgstrup skrev i Den etiske Fordring, at: »Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd.«
Derfor er vores reaktion i den situation, hvor et menneske står overfor os og fortæller os, at det ikke går godt, ikke uden betydning. For tager vi hånd om det menneske og det stykke liv, der er blevet os givet, eller melder vi “hus fordi”?
Uanset hvor gerne vi vil hjælpe vores medmennesker, så vil der være situationer, hvor vi overser den andens behov. Hvor vi ikke hører deres ord, fordi vores tanker er optaget af noget andet. Hvor vi handler, men vores handlinger ikke slår til, og hvor vi måske glemmer at være opmærksomme.
Af frygt for ikke at blive grebet af den anden, kan man sige, at det nogle gange kan give god mening ikke at vise sin sårbarhed, eller at række ud til den anden med et håb om omsorg, da vi der risikerer, at den anden ikke rækker hånden mod os og griber os, men derimod efterlader os mere sårbare end før.
På den anden side er den sikre vej, hvor man beholder sin hånd i egen lomme og sin sårbarhed bag facaden ikke nødvendigvis bedre. Men hvis vi tør være lige så modige som Sofie og italesætter vores egen usikkerhed og sårbarhed, så kan vi måske være lige så heldige som Sofie.
Vi kan opdage, at den anden møder vores hånd med deres. At deres ord bygger det op, vores ord om os selv har brudt ned. At deres blik på os bliver vores spejlbillede.
At deres fortælling om os bliver vores.