Når der går bud mellem stof og ånd

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I 1986 udkom Anne Linnets album ”Barndommens Gade”; et album med forlæg i Tove Ditlevsens digte.

Hvis du lyttede til radio i 80’erne, vil du helt sikkert kende sangene.

Mine forældre købte kassettebåndet, som hurtigt fik fast plads i min Walkman, og jeg lyttede intenst til sangene og lærte dem hurtigt udenad. Jeg var 7 år.

Og som så meget andet man lytter til og lærer udenad som barn, så er det ikke altid alle ordene eller sammenhængen man forstår, hvad egentlig betyder. Jeg kunne som barn også de fleste ABBA-sange udenad, men anede ikke hvad de engelske ord betød. Jeg efterabede bare lydene.

Men ”Barndommens Gade” gjorde et stort indtryk på mig. Ikke bare titelnummeret, men især de sange, jeg som voksen kan se handler om den svære kærlighed, ensomhed og fremmedgjorthed.

I sangen ”For Sidste Gang” handler det om døden og tankerne vi alle kan få, om hvad der mon bliver af os. Hvordan vil vi begraves. Hvem vil huske på os? Har vi overhovedet noget at betyde, når vi én gang er lagt i jorden?

Og som 7-årig pige fra Vestjylland, der kun kendte til at blive jordbegravet fra en kirke i en kiste på et gravsted på kirkegården, lød sangens budskab helt vild i mine ører:

”Når jeg er død og verdens lys går bort i et stjernespor, skal I lægge mig ned et sted på en mark i den brune og fugtige jord” . ”Ingen kiste skal lukke sit dræbende låg over det, der var mig, jeg vil lytte til fodtrin der kommer og går over menneskets evige vej”.

Tanken om at lade sig begrave uden kiste og midt på en mark; som et dyr, der efter en jagt lægger sig ned på stedet træt og mæt for at dø og falder i ét med naturen, synes jeg altså var fascinerende.

Og det bliver endnu vildere; for Tove Ditlevsen/Anne Linnet digter videre om, hvordan hun gerne ser, at hendes jordiske rester alligevel ikke bare helt bliver glemt, men at de en dag vil blive gravet op og studeret til glæde og gavn for fremtiden:

”Men engang vil de komme med spade og skovl og varsomt grave mig frem, og en ung geolog gør sin kone angst, ved at ta’ mit skelet med hjem” . ”Måske vil han holde min hovedskal i sine fine og fængslende hånd og føle hvordan der for sidste gang går bud mellem stof og ånd”.

Måden vi begraver vores døde på, siger meget om os; om vores kultur. Vi gemmer ikke vores døde af vejen, men sætter sten og blomster der hvor de er lagt, og hvis graven ikke er markeret, så ved vi alligevel helt præcist, hvor den døde ligger. Vi gør os umage i mødet med døden.

Men som i Tove Ditlevsen/Anne Linnets sang om kvinden på marken, så ligger tanken om udødelighed også dybt i de fleste af os. Det kan være som et håb om det vi kalder ”livet efter døden”, men det kan også være i denne tanke om, at gad vide om vi i vores liv (og død) fik sat et aftryk, som får indvirkning på eftertiden?

Alt dette kom jeg til at tænke på, da jeg hørte Niels Christian Selchau-Mark fra Kollerup Gods fortælle om det store fund, der for nylig er gjort på deres jord. Her har man fundet en helt usædvanligt velbevaret gravplads fra den yngre bronzealder (1100-500 f.Kr.) med 22 grave, heriblandt mange intakte urner.

Gad vide, om de mennesker, der for 3000 år siden med omhu begravede deres døde, overvejede muligheden for, at gravene en dag ville blive fundet? At begejstrede mænd og kvinder varsomt ville grave dem frem af jorden igen, lægge hånden forsigtigt på urnerne og mærke historien materialisere sig; hvordan der går bud mellem stof og ånd?

Det har de næppe. Men hvor er det dog en smuk tanke - ja et mirakel, at noget så gammelt har overlevet blot for at kunne tale til os fra fortiden og minde os på, at vi har meget mere at betyde, end vi går og forestiller os. At vi hver især er budbringere af ånd.