Mols Bjerge er ikke det rigtige sted at placere en naturnationalpark
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
»Kære Thomas Eske Holm, det er ærligt at være uenige, og det er vi så i forhold til Molslaboratoriet og de kommende Naturnationalparker.
Du kan mene at min kritik af de dyrevelfærdsmæssige forhold er skudt over målet, det mener jeg nu ikke, hvilket sidste uges episode i Molsbjerge var et synligt bevis på.
Her måtte den tilkaldte dyrlæge aflive fire af de tyre, som Molslaboratoriet havde gående sammen med to køer og en kalv.
Aflivningen fandt sted efter at det var blevet afdækket, at de dyreværnsmæssige forhold ikke levede op til Dyreværnslovens §3, der bl.a. tilsiger, at dyrene skal tilses dagligt/jævnligt, og forhold som det hændte, med en ko, der i flere dage jages rundt af brunstige tyre, og til sidst jages i et mudderhul, hvor koen ikke kan komme fri af sine plageånder, naturligvis ikke er i orden.
En hvilken som helst konventionel landmand ville ikke lade det hændte passere, og gjorde han, så er jeg ikke i tvivl om at han ville kunne forvente en bøde for netop overtrædelse af dyreværnslovens §3.
En hvilken som helst konventionel landmand ville ikke lade det hændte passere, og gjorde han, så er jeg ikke i tvivl om at han ville kunne forvente en bøde for netop overtrædelse af dyreværnslovens §3.
Episoden blev tidligt i forløbet indberettet til myndigheder og Molslaboratoriet, men der gik flere dage før der blev reageret. Det mener jeg heller ikke er i orden.
Derfor er jeg stærkt bekymret for, at det vi er vidne til på Molslaboratoriet, også vil udspille sig i den kommende Naturnationalpark Mols, hvor Folketinget jo har givet mulighed for dispensation for netop Dyreværnslovens §3. Det er sikkert på grund af at områderne i de kommende Naturnationalparker bliver større end Molslaboratoriets 150 ha, som Molslaboratoriet råder over, og et dagligt tilsyn dermed besværliggøres.
Men den slags praktiske hensyn mener jeg ikke bør kunne tages, fordi et politiske flertal på Christiansborg mener, at et rewildings-projekt er vigtigere end dyrevelfærd.
Jeg har intet imod at udlægge naturområder til de forsøg, som Naturnationalparkerne er. At få sikret og styrket vores biodiversitet er jeg helt med på. Men spørgsmålet er, om Molsbjerge er et egnet sted. Molsbjerge har i årtier været et yndet udflugtsmål for alle os østjyder. Her har vi kunne nyde den storslået natur med familien.
En Naturnationalpark vil på sigt gøre bevægelse besværligt med nedfaldene træer og dyr, der i perioder er sultne, som følge af Molsbjerges udpinte og magre jord. At hele Molsbjerge i fremtiden er hegnet ind, og dermed lukket land for de fleste, vil jeg begræde
Derfor mener jeg at man bør finde et mere egnet sted, med mere frugtbar jord, hvor de dyr der udsættes, kan finde føde hele året. Men kan de ikke det, skal de naturligvis fodres. Det vil de næppe kunne i Molsbjerge med den magre jord. Med et mere egnet sted, burde det også være muligt at udleve idéen om rewilding til glæde for såvel dyr, natur, som de mange af os, der faktisk benytter Molsbjerge rekreativt.«