Hvilken rolle spiller du?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Inden jeg blev præst, modtog jeg som alle andre præster i folkekirken undervisning på pastoralseminariet.

Et af fagene drejede sig ganske enkelt om oplæsning af tekster. Vores lærer var uddannet skuespiller, og han var fabelagtig dygtig til at læse de gamle bibeltekster højt, så de fik nyt liv. Men han advarede os samtidig imod at lægge for meget drama og patos ind i oplæsningen.

Vi skulle ikke være skuespillere, men dygtige formidlere, der havde pligt til ikke at kede menigheden med ensformigt tempo og sjusket diktion. Jeg kan huske, at det lå mig meget på sinde ikke at påtage mig en stemme, som ikke var min egen.

Hvis menigheden ville høre en skuespiller, så kunne de jo bare gå i teatret. Det mener jeg sådan set stadig, men derfor behøver man jo ikke at læse teksterne mekanisk eller uengageret. Hvis man har noget vigtigt at fortælle, skal det gerne kunne høres og fornemmes.

Spændingen mellem på den ene side idealet om ”at være sig selv” og på den anden side i formidlingens tjeneste at gøre brug af retoriske virkemidler, var kendt allerede i oldtiden og lever i bedste velgående i dag.

Hvis én siger til dig: »du behøver ikke at spille skuespil«, så ved du, at den du taler med, ikke finder din tale eller opførsel troværdig. Du er med andre ord ikke dig selv, og den ærlige står ved sig selv. Deraf folkets modvilje mod spindoktorer, som skal fortælle politikerne, hvordan de skal tale og i værste fald, hvad de skal mene.

Det kan være befriende at få at vide, at man bare kan nøjes med at være sig selv. Men nogle gange må der lidt mere til. Det kan være nødvendigt at træde i karakter, og for at gøre det, er man nødt til at spille en rolle. Man må træde ind på scenen, hvis man ellers vil søge indflydelse.

Tanken om at verden er en scene, altså et ”verdensteater”, er en af de mest populære metaforer i den vestlige litteratur. Platon kendte den og digteren Homer, men det var først i 1600-tallet med Shakespeare og den spanske hofdigter Pedro Calderón de la Barca, at den fik virkelig gennemslagskraft. Ideen om verdensteatret eller ”Teatrum Mundi” udtrykkes måske allerklarest af karakteren Jacques i skuespillet As You Like It, hvor han leverer den klassiske formulering:

»All the world’s a stage, and all the men and women merely players.«

Hele verden er en scene. Vi er blot skuespillere.

I de fleste litteratur-historier anføres det, at verdensteatret udtrykker en moderne erfaring af eksistentiel meningsløshed, socialt mareridt og evigt maskespil. Men man kunne jo også vælge at forstå metaforen verdensteater som en positiv formulering af skønhedens og historiens rolle i vores fælles samfund:

Vi har faktisk indflydelse på verdens gang – også selv om meget måske er lagt til rette for os. Vi har en rolle at spille, og vi kan gennem vores beslutninger og handlinger vælge at spille rollen godt eller dårligt.

Tænk hvis der var en mening med, at du er her. Ja, tænk hvis Gud har skrevet det store manuskript for selve livet. Hvilken rolle vil du så spille i den korte tid, du er her?