Omsorgskrise i velfærdsstaten Danmark

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»Et valg nærmer sig med hastige skridt, hvis man skal tro valgrygterne. Og antallet af læserbreve fra mine kombattanter tyder på, rygterne taler sandt.

Det kan være svært at holde sig fra tasterne, når man læser bud som ’Psykologhjælp til de unge’ og andet godt, som jo i bund og grund kun er et lille plaster på et stort åbent sår.

For aldrig før har krisen kradset så meget i Danmark, som den gør nu. Vi er midt i en system- og omsorgskrise så stor, at det helt kan tage vejret fra selv den bedste.

Jeg ser børn svigtes i daginstitutionerne, børn flygter fra folkeskolen, syge mennesker bliver kørt over af en damptromle i jobcentrene, psykiatrien styrtbløder, sygeplejersker strejker, ældre omsorgssvigtes på landets plejehjem, hjemmeplejen føles som en banegård og mennesker med handicap bliver frataget mulighederne for at være en del af samfundet.

Det kan vi ikke være bekendt, som en majestætisk ældre har udtalt.

I disse dage er der godt gang i budgetforhandlingerne rundt om i kommunerne. Her er Budgetloven, som regeringen har vedtaget, noget hø for velfærden i de fleste kommuner. Der er i mange kommuner penge nok, men de kan ikke overskride en serviceramme fastsat af regeringen for så falder hammeren med strafrenter. Dette er sikkert også grunden til, at der mange steder skal spares på velfærden. Og mange steder kommer det til at gøre ondt.

Men hver sparet krone på f.eks. handicappede børn, kommer som oftest til at koste mange penge i den anden ende.

I dag fratager mange kommuner mennesker med handicap mulighederne for at være en del af samfundet. Det starter allerede i skolen, hvor mange børn nu ikke får et skoletilbud, som de kan trives i. Hermed fratages de muligheden for en uddannelse, da disse børn ikke har samme valg om friskoler som andre børn.

Det kan vi ikke være bekendt, som en majestætisk ældre borger har udtalt.

Min opfordring til kommunerne er i skrivende stund at investere i børn med handicap. Lad dem komme i den skole, hvor de hører hjemme og har et fællesskab at spejle sig i.

Drop de ca. 300.000, det skal koste en folkeskole at sende et barn på specialskole. Drop i det hele taget at ’arbejdsprøve’ børnene i folkeskolen først.

Det er en dårlig investering i mennesket, som herved klarer sig dårligere i voksenlivet. Lad os i stedet dyrke tillid og investering i livskvalitet.«