Hvis vi skal kunne tale sammen, skal vi også synge sammen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Som ung var jeg på en udlandsrejse, hvor jeg boede i et bofællesskab med andre unge fra hele verden. Om aftenen var der ofte en, der tog sin guitar frem, og vi forsøgte på tværs af nationaliteter at synge sange, vi alle kendte. Men en aften var der én, der foreslog, at vi hver især skulle prøve at synge en sang fra vores eget hjemland for de andre.

Der var i bofællesskabet udover mig en anden ung, dansk pige, og vi kiggede lidt forskrækkede på hinanden, da turen kom til os. Hvad synger man i Danmark? Hvilke sange havde vi med os, som var særligt danske, og som alle danskere ville kunne synge med på og kunne udenad?

Vi endte med at synge vores nationalsang og en børnesang. Men jeg ærgrede mig lidt over, at vore fælles repertoire ikke var større. Vi, der kom fra Grundtvigs og Højskolesangbogens hjemland; burde vi ikke kunne de første 10 salmer og sange udenad?

En del af det at være præst, består i at vælger salmer til søndagens gudstjeneste. I salmebogen er der næsten 800 salmer at vælge imellem, og derudover er det muligt også at bruge salmer, som ikke er med i salmebogen. Og hver eneste uge gør jeg mig de samme overvejelser: Hvor mange ”kendte” salmer skal vi synge; hvor mange af de mindre ”kendte” kan vi holde til at prøve at synge, og selvfølgelig også hvor korte og hvor lange må de være, så gudstjenesten bevarer sin rytme og tiltænkte længde.

Når der er dåb om søndagen, så efterspørger dåbsfamilierne ofte, at vi skal synge noget, som alle kender. Spørgsmålet er bare: Hvor mange salmer står vi så tilbage med?

Der har da derfor også en gang imellem sneget sig en sang fra Højskolesangbogen med til en af mine gudstjenester. Det kan være en årstidssang eller - til en af vores lørdags-dåbsgudstjenester, en børnesang.

Det har jeg ene og alene gjort af den grund, at jeg har villet være helt sikker på at give menigheden den fantastiske oplevelse det er, når vi sammen synger en sang, de allerfleste kan synge med på, og taget på kirken derfor næsten letter.

At opleve hvordan vi på tværs af generationer kan stemme i på den samme melodi og i kor fremsige de samme ord om håb, glæde og tro er så utroligt livgivende og fællesskabsopbyggende.

Men sagen er jo den, at for at vi kan synge sammen, må vi også øve os på at synge sammen. Og gøre det ofte og igen og igen. Det gør vi heldigvis også i mange sammenhænge: I skolerne, til familiefester, i folkekorene og for mange menneskers vedkomne når vi mødes i kirken til højtiderne, til bryllup, dåb eller til begravelser. Og vi skal blive ved at insisterer på, at fællessang er lige så vigtigt for os som folk, som det at kunne tale sammen. Ja, for at vi kan tale sammen, må vi også synge sammen.

Så fællessangen er vigtig at prioriterer alle de steder, den overhovedet kan have en plads.

For fællessangen er ikke bare til for hyggens skyld. Når vi som land og folk oplever usikkerhed og utryghed ved hvad fremtiden vil byde os; når vi oplever at krig rykker ind i vores baghave og håbløsheden synes at få mere og mere spalteplads, så er det vigtigt, at vi har en fælles måde at udtrykke os på, som kan rumme alt dette. Og det kan fællessangen. Fædrelandssangene, børnesangene, festsangene, de fjollede, de alvorlige sange og salmerne. Fællessangen løfter hjerter, styrker fællesskabet og skaber håb. Og alt det har vi ikke råd til at miste.