Fortsæt til indhold

Velfærd i fremtiden kræver politisk mod

Debat
Charlotte GreenByrådsmedlem og Folketingskandidat Præstegårdsvej 39, 8382 Hinnerup

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

På sygehuse og i kommunerne er bureaukratiet vokset voldsomt, og det svært at få det væk, når det først er der. Alene i de fem regioner har en af mine kollegaer opgjort, at der er næsten 185.000 retningslinjer og instrukser for personalet.

Det kan ingen forholde sig til. Når jeg er på arbejde som læge, tager det lang tid at søge det frem, der er relevant, for det svært at huske lige hvilket ord, IT afdelingen har valgt man kan søge på, for det er der intet system i. Den slags bøvl tager lang tid mellem patienterne.

Nogle gange når man det ikke mellem patienterne og skriveriet bliver først flere timer senere med risiko for at noget bliver glemt. Der er også mange skemaer at udfylde, hver gang behandling sættes i gang, nogle giver mening, andre er bare klik for at komme videre. På grund af manglen på lægesekretærer skal meget skrives direkte i journalen frem for hurtige diktater. Det kræver meget lægetid, og ikke mindst sygeplejersketid. Jeg oplever indefra i systemet, at der bliver mere og mere bureaukrati.

Det kræver et reelt politisk mod at få bureaukratiet skal ned, få styrket kerneopgaven, der er omsorg for børn, syge og ældre. Det kræver mod at sikre et bedre arbejdsmiljø og seniorordninger, så flere bliver på arbejdsmarkedet.

En del skyldes større fokus på regler, når staten forlanger endnu flere lokale instrukser, hver gang der har været tilsyn. I de lokale instrukser skal der stå præcist fx hvem der må lægge blærekateter, og hvem der må oplære i det. Det betyder noget på sygehuse, men giver også bøvl når fx at hver eneste lægepraksis også skal have deres egen instrukser for at måle blodsukker. Det må kunne gøres simplere.

Der er brug for at frigive tid til kerneopgaven, som er at se patienter og borgere. Vi ved allerede, at den allerstørste udfordring bliver at skaffe medarbejdere i både den offentlige og den private sektor. Allerede nu oplever vi både i kommunerne og på hospitalerne, at det er svært at få uddannet personale nok.

Derfor handler valget ikke kun om at finde pengene, men især også om, hvordan vi finder personalet. I Det konservative Folkeparti synes vi ikke, at demografiske træk er svaret alene, hvis vi bare skal fortsætte med den service vi giver nu. Vi er nødt til at gøre nogle ting bedre for at fremtidssikre.

Det kræver et reelt politisk mod at få bureaukratiet skal ned, få styrket kerneopgaven, der er omsorg for børn, syge og ældre. Det kræver mod at sikre et bedre arbejdsmiljø og seniorordninger, så flere bliver på arbejdsmarkedet. Det bliver uden sidestykke den største udfordring. Vi kan ikke længere gøre som vi plejer, vi er nødt til at komme videre og tænke nyt.