Jeg kan huske…

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»Jeg kan huske vores hund Sille, der kom ind og lagde sit hoved på min fars skød, når hun kunne høre, at vi havde skrabet tallerkenerne rene.«

Jeg var for nylig på kursus med overskriften ”At fortælle sit liv”. Her blev jeg introduceret for en bog af Joe Brainard, der fortæller om sit liv udelukkende med korte sætninger indledt med ”Jeg kan huske”. Jeg kan huske smagen af salt og melon. Jeg kan huske stearinlys i vinflasker. Jeg kan huske dit, og jeg kan huske dat.

På kurset blev vi bedt om at fortælle lidt om vores eget liv ved hjælp af lignende sætninger. Og så var det, at jeg kom til at tænke på Sille, der var så god og så trofast, at hun senere gik hen og blev en nærmest mytisk figur fra min barndom. Der findes hunde. Og så var der Sille. Alle vores andre hunde er blevet sammenlignet med Sille. Det er jo egentlig ikke helt retfærdigt.

Når vi tænker tilbage på vores liv, uanset hvor mange år vi måtte have tilbagelagt, tænker vi nok ofte på de store mærkedage. Som da man startede i skole. Da man blev student. Da man blev gift. Da man fødte sine børn. Da man blev skilt. Da man mistede.

Men livet består også af alle de små øjeblikke. Som lugten af nyklippet græs. En hund, der lægger sit hoved på et skød. Dage med regnvejr og glatte kastanjer i lommen.

Jeg må huske på, at mit livs fortælling er flettet ind i Guds. Gud, der har velsignet mit liv fra start til slut. Jeg husker også, at Gud er den, der rummer det hele. Det store og det små. Det vilde og det banale. Det vil jeg huske på.