Samtale fremmer forståelsen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I børnehaven har de et kadaverbur. Det vil sige et bur, hvori døde dyr placeres, mens de rådner. Buret er lavet som en simpel træramme med hønsetrådsnet på 5 sider. Den eneste side, der er fri af hønsenet, er den, der vender ned mod jorden, hvorpå dyrene ligger. Så kan børnene se, men ikke røre – gråspurven som fløj mod en rude og brækkede halsen, pindsvinet som ikke nåede over vejen, eller grævlingen der blev fundet død i et sommerhusområde.

Og her ligger de så dyrene, indtil de er gået tilbage til naturen, alt imens børnene følger processen og taler sammen. Børnene får på denne måde kendskab til naturen og dens mange skabninger, men de tager, om man så kan sige, også livtag med døden og alt det svære i livet, sammen med deres pædagoger. For dér omkring kadaverburet fortæller børnene om det, de kender til sygdom, død og sorg i deres liv. Kælekaninen der pludselig døde og måtte begraves i haven i en papkasse. Bedstemor som var syg i lang tid, inden hun døde og blev begravet i kirken med blomster og sang. De taler om savn og ensomhed. De taler om sorgen, der kan mærkes som både en klump halsen og i maven, som tårer eller måske som vrede, og om hvordan man kan hjælpe en kammerat i sorg ved at spørge og lytte, ved at give kram og gennem leg.

I børnehaven ved man nok, at samtale fremmer forståelsen, men man ved tydeligvis også, at samtalen skal sættes i gang – og kadaverburet er en fortrinlig samtalestarter. Det er afgørende vigtigt at give børn viden om og et sprog for det svære i livet, så de naturligt lærer at drage omsorg for hinanden, også når livet gør ondt. Det er livsvigtigt!

Og med tanke på børnehavens praksis, burde man måske, i stedet for en frugtordning på arbejdspladsen, overveje et kadaverbur, så vi voksne fik starthjælp til den samtale, der er så tiltrængt og vigtig. For vi skal have startet samtalen – den er afgørende for forståelsen af kollegaen, naboen, vennen, ja afgørende for forståelsen af medmennesket. At bevæge sig i det relationelle felt er altid forbundet med en risiko og en sårbarhed, men vi skal vove at tale om og spørge til sygdom og død, vi skal række ud, selvom vi synes, det er svært at finde gode ord, for samtalen fremmer forståelsen, såvel som den fremmer tilliden og omsorgen mellem mennesker. Så spørg når du i tvivl om hvordan din ven, nabo eller kollega har det, og spørg altid når du mener at kende svaret.

Der er kun én ting der er værre end at sige noget dumt, og det er intet at sige.