Er kirkerummet helligt? Må vi være der?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Jeg stillede en gang et hold konfirmander spørgsmålet: ”Er kirkerummet helligt”? De fleste svarede sådan lidt tøvende. Men en sagde, og jeg glemmer det aldrig: ”Ja, på grund af de hellige ting, der foregår.”

Denne konfirmand og Grundtvig var fuldstændig enige. Grundtvig, som jo mente, at Gud taler direkte til os gennem dåben og nadveren. Så ja, det er da ligetil - kirkerummet er helligt for eksempel under dåb og nadver.

Det sker også tit, at jeg har sådan en lidt ”ud af kroppen følelse” netop under dåben og nadveren.

Når jeg læser bibelteksterne, hvor Jesus siger: ”Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende” (dåben) og ”Tag det og spis det, dette er mit legeme, som gives for jer” (nadveren). I de sætninger kan jeg godt ”forsvinde” og få den her følelse af, at lige nu og her, er jeg og vi, der er samlet, en del af noget meget større.

Del af et kæmpe fællesskab tværs gennem tid og rum, at vi er ét med generationer af generationer før os og alle, der kommer efter os. Et fællesskab konstitueret af selve den treenige Gud, Faderen, Sønnen og Helligånden, som også er til stede. Det gør kirkerummet helligt.

Helligt bliver kirkerummet også for mig, hver gang jeg røres af det guddommelige. Og det kan ske på utallige måder f.eks. når jeg som ”turist” eller ”besøgende” i andre kirker rundt om overvældes af kirkerummet. Det kan enten være af stemningen, lyset, udsmykningerne eller billederne. Eller når jeg lytter til musikken i kirken, enten til koncerter eller blot til den ”almindelige” gudstjeneste. Eller når jeg bare sniger mig ind i en kirke og sidder der helt stille en stund på bænken, måske tænder et lys.

Jeg ved ikke, hvad jeg ville gøre uden kirkerummet. Kirkerummet giver mig en ro, uanset om jeg har præstekjolen på eller ej. Roen kan komme både, når vi er mange sammen, eller få, eller når jeg er helt alene. Jeg får den her fornemmelse af, at jeg er en del af noget meget større. Det ”større” giver mig ro. Kirkerummet bliver helligt i det øjeblik. Men ikke helligt i den forstand, at jeg skal være på en bestemt måde, eller have det på en bestemt måde.

Jeg tænker tit på noget, jeg hørte en gang, nemlig at selve ordet ”kirke” kommer af det græske ord ”kuriakos,” og det betyder ”dem, der hører Herren til.” For mig betyder det, at kirken ikke bare er en bygning men et fællesskab af alle mennesker. Vi er kirken.

Grundtvig digter også sådan her i salmen: Kirken, den er et gammelt hus (Nr. 323 i Salmebogen) i vers 3:

Vi er Guds hus og kirke nu,

bygget af levende stene,

som under kors med ærlig hu

troen og dåben forene;

var vi på jord ej mer end to,

bygge dog ville han og bo

hos os i hele sin vælde.

Vi er Guds hus og kirke nu, og Gud er der sammen med os, siger Grundtvig.

Iben Krogsdal - en af vores store salmedigtere lige nu, digter sådan her i salmen:

”Vi finder fred i kirken” (nr. 860 i salmetillægget 100 salmer) vers 1:

Vi finder fred i kirken

et sted, der ånder roligt uden grænser

hvor livets lys er tændt og brænder stille

for alle os der falder

for alle os der kalder

og gjorde visse ting vi ikke ville.

Her er kirken et sted for det store åndedræt, Helligånden, der giver os fred midt i alt det, der ellers er virkeligt svært.

Eller som Lars Busk Sørensen - også en af de store nye salmedigtere digter i nr. 331 i salmebogen:

Her har dagen evighed,

her har kærlighed sit sted,

hvor Guds Søn er sammen med os

under Helligåndens fred,

og da føler vi en stund,

at vi står på hellig grund,

og at livets mening lyder fra vor skabers egen

mund.

Kirkerummet og Guds ord kan røre os på mange måder, der er ingen ”rigtig” måde. Man skal ikke have det på en ”bestemt” måde for at være der. Kirkerummet bliver helligt en gang imellem, netop fordi vi og Gud er der.