Kan jeg komme sådan her?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Du kender det formentligt. Inden man skal afsted i byen eller i teatret, spørger man sin ægtefælle eller kæreste: Kan jeg komme sådan her? Så får man lige elevatorblikket og enten tommelfingeren opad eller nedad. For mit vedkommende betyder det, at jeg ofte skal ind og skifte og finde noget andet at iklæde mig.

Og måske kender du det også på et dybere plan. Kan jeg komme, som jeg er? Kan jeg komme med alt det, der er mig på jobbet, til festen, i klubben? Og nej. Ofte er vi nødt til at overveje, hvordan vi lyder og tager os ud, og moderere ”alt det, der er mig.” Det er nu meget godt sådan. Det gør livet lettere for andre i rummet.

Når jeg tænker videre over det, så er der en hel del, som jeg ikke kan ankomme med, uanset hvor det er. Vi har hvert vores, som ikke rigtigt tåler dagens lys, som ikke vil falde i god jord – eller som er så tungt, at vi ikke orker at bringe det til torvs. Det vil gøre for ondt.

Og nu nærmer vi os jul. Når vi kommer ind i kirken juleaften, så kommer vi med hvert vores. Vi kommer hver især med vores tanker og følelser og fornemmelser og ærgrelser og bekymringer og glæder og sorger. Det kan alt sammen rummes i Guds hus, Gud favner ”hvert vores.”

Dét er glæden, som englene sang om for hyrderne. En glæde som skal være for hele folket. Hele folket. Os alle sammen. Lige meget hvor på den store glædesskala vores eget private, individuelle humør, befinder sig lige nu. En stor glæde for hele folket. For os alle sammen, som kommer med hvert vores.

Og dén glæde er, at det her liv, vi lever, ikke bare er et kort glimt i et stort tomt mørke, at den her klode, som vi bebor, ikke svæver rundt i verdensrummet som en blind tilfældighed. At vi har et hjerte, der banker for nogen, at vi ånder – og at det ikke bare er en molekylær tilfældighed.

Glæden er, at vores liv i det hele taget ikke bare er et eller andet. Og vi ikke lever bare for at æde og drikke og tjene kassen og sove foran fjernsynet og i øvrigt slippe så helskindet igennem tilværelsen som muligt.

Glæden er, at vi mødes med nænsomhed på trods af alle vores hårde kanter. Som det lyder i en nyere salme af Lars Busk Sørensen (2004): ”Så hør dem da endnu en gang, de løfterige ord, som himlens høje engle sang om julefred på jord. Vær stille bange sind, og læg dig kolde vind, mens Gud med barnehånd bevæger verden.”

”Når Gud med barnehånd bevæger verden.”

Lad dette være julens billede og budskab. Vi kommer med hvert vores, og røres med nænsomhed og mildhed. Et overskud, som vi ikke kan nøjes med at glæde os over hver for sig, det må vi gøre i fællesskab og også give videre til hverandre.