Inklusion er umulig: De svageste får ikke den hjælp, de har brug for
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Der er i hvert fald ét sted, hvor børn kan mistrives, og det er i skolen. I 2014 kom der en ny skolelov, som betød længere skoledage, lektielæsning på skolen, flere tests og inklusion.
Dengang var jeg lige ved at melde mig ud af Socialdemokratiet, fordi de var med til at indføre den åh så fantastiske skolereform.
Inklusion er umulig. De svageste, herunder dem der har en diagnose, får ikke den hjælp, de har brug for, og de dygtigste får ikke de udfordringer, de har behov for, og den stakkels lærer gør sit bedste, men det er en umulig situation.
Jeg har selv undervist i tysk både på grundkursus, udvidet kursus og udelt undervisning, og jeg er helt sikker på, at niveaudelingen gav mest både fagligt og socialt.
På seminariet skrev jeg en eksamensopgave i faget ”Pædagogisk speciale” om inklusion, hvor jeg selvfølgelig i min naivitet og idealisme gik ind for, at alle børn skulle behandles lige.
Jeg fik en god karakter, men om det var, fordi jeg mente det rigtige, skal jeg lade være usagt.
Virkeligheden viste sig at være en anden.