Alting har en tid
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Tiden går, og tiden løber, siger vi. Eller tiden står stille.
Men tiden er hverken hurtigere eller langsommere efter, hvordan vi formulerer os. Der er stadig 60 sekunder i et minut, 60 minutter i en time og 24 timer i et døgn.
Alligevel kender vi vel alle til, at tiden både går, løber og står stille.
Vores opfattelse af tiden er nemlig vores egen, og følger ikke nødvendigvis den faktiske tid. En enkelt time kan føles som den tid, en snegl ville bruge på at komme fra Aarhus til Rom. En anden time kan opleves som gået – spurtet af sted - på det øjeblik, det tager at lave et knips med fingrene. Tid kan vi opleve som helt stillestående. Måske fordi vi synes at befinde os i en tåge, hvor alt er uklart - eller det modsatte er tilfældet, vi ser klart og opfanger alt med supersanser.
Det interessante ved tid er ikke klokkeslættet, men indholdet. Hvad der er i tiden, og hvad tiden fyldes med.
Det tiden fyldes med, giver os en opfattelse af tidens forløb, og om det går hurtigt eller langsomt.
I Prædikernes bog i Det Gamle Testamente kan man læse, at alting har en tid. Der er en tid til alt.
En tid til at fødes, en tid til at dø.
En tid til at plante, en tid til at rydde.
En tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede.
En tid til at rive ned, en tid til at bygge op.
En tid til at græde, en tid til at le.
En tid til at holde klage, en tid til at danse.
En tid til at sprede sten, en tid til at samle sten.
En tid til at omfavne, en tid til ikke at omfavne.
En tid til at opsøge, en tid til at miste.
En tid til at gemme hen, en tid til at kaste bort.
En tid til at rive itu, en tid til at sy sammen.
En tid til at tie, en tid til at tale.
En tid til at elske, en tid til at hade.
En tid til krig, en tid til fred.