Var kvindelige præster en god idé?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Var overskriften en god clickbait? Blev du mon forarget og indigneret?

Prøv at overveje hvor meget af vores tid og liv der i disse tider bruges på spildforargelse og indignation. Over ting og hændelser som er uden for vores rækkevidde. Over artikler vi scroller igennem, hvor algoritmer og sociale mediers web har spundet os ind i et spindelvæv af vrede og forargelse af ting og hændelser, som er fjerne fra os selv. Fra vores liv. Men til trods for det, ja så lever forargelsen, indignationen og i værste tilfælde vreden inde i os selv og mellem hinanden som en hvirvelvind af følelser løsrevet fra virkelighedens virkelighed, men de følelser der opstår, er så sandelig virkelige og de skaber virkelighed. Skaber mistillid, frygt og vrede komprimeret i et sitrende vakuum.

Og uden at sige for meget, så kan vi vel næsten kalde vor tid for forargelsens tid?

Men vi kan hver især gøre noget. Og her kommer de tre kvinder som i 1948 skabte verdenshistorie ind i billedet. For hvad har al den tale at gøre med 75-års jubilæum for de første kvindelige præster? I 1948 blev det indført ved lov, at kvindelige teologer skulle kunne blive præster i den danske folkekirke. Kun 2 biskopper ønskede at ordinere de 3 kvinder og d. 28. april 1948 ordinerede den fynske biskop Hans Øllgaard, Johanne Andersen, Ruth Vermehren og Edith Brenneche i Odense Domkirke. Danmark havde som det første land i verden fået kvindelige præster.

Vejen dertil var dog ikke nem. I 1921 fik kvinder adgang til alle offentlige erhverv med undtagelse af kirken og militæret. Mere end 20 års ihærdigt og tålmodigt arbejde skulle der til førend det lykkedes. Dog skete det under stor protest fra kirken. 514 præster skrev en protest og anonyme trusselsbreve blev sendt til biskop Øllgaard inden ordinationen. Efterfølgende fulgte også årelange kampe for de første kvindelige præster for at opnå respekt fra menighedsråd og mandlige kollegaer, og man kan overveje om kvindelige præsters gennemsnitslevealder på 72,1 år er et udtryk for hvor hårde vilkårene har været. Ja, hvem skulle have troet, at et præstejob for kvinder vil sige at leve stærkt og dø ung?

Derfor i anledningen af 75-års jubilæet for de første kvindelige præster vil jeg gerne hylde dem ved at slå et slag for at vende vores opmærksomhed mod det virkelige og det gode, vi hver især vil sætte i verden. Lad os ikke snydes af clickbaits, af algoritmer der er programmeret til at skabe forargelse og vrede, af medier der skal tjene penge på vores opmærksomhed. Men i stedet gøre som de første kvindelige præster der vendte deres opmærksomhed væk fra al den spildforargelse og vrede der ramte dem, og utrætteligt arbejdede med det de elskede og på den måde forandrede noget til det bedre og skabte nye muligheder.

Selv er jeg som kvindelig præst nået frem til (og advarsel: ironi forekommer nu), at trods en større statistisk sandsynlighed for, at en mandlig præst udøver grænseoverskridende adfærd end en kvindelig, så vil jeg gerne arbejde med mandlige præster.

Og svaret er ja. Det var en god idé med kvindelige præster.