Goodwill eller lækker laks?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
”Hvilken tallerken vil du have?”
”Øh” nåede jeg at svare, mens jeg så på de to fremrakte tallerkener, den ene havde et klart bedre stykke laks på og to bagte hvidløg, mens det andet kun havde et hvidløg og et tyndt skåret stykke laks. Mine øjne gik fra tallerkner til min kones øjne, ”øh” sagde jeg igen, mens overvejelserne begyndte i mit hoved.
Jeg kunne nemt svare på spørgsmålet; jeg ville selvfølgelig helst have den gode tallerken, men havde hun set, at der var en god og dårlig tallerken? Hvis hun var klar over det, skulle jeg så vise hende, at jeg elskede hende så meget, at jeg ville stikke til den elendige tallerken? Ville jeg få nok ”goodwill” ud af det?
Det må da egentlig være nu, at jeg kan trække på den optjente ”goodwill” fra sidste uge, hvor jeg spiste det elendige, hvide stykke chokolade, så hun kunne få den fyldte choko?
Det er da også sandt, jeg kunne sidde og bakse med mit valg, men min vilje kunne jeg ikke bevæge det mindste. Det sekund jeg så tallerknerne, ville jeg have den ene frem for den anden.
Jeg tror, hun kunne se, hvordan jeg var i gang med at trække fra, lægge til og dividere, for sukkende satte hun den gode tallerken ned foran mig og sagde:
”Vi skal jo også nå andet i dag”
Nu gav hun mig så den gode, men betød det, at hun vidste, hvilken en der var god? Jeg nåede ikke længere af det spor, før jeg fornemmede, at det nok var smart ikke at lade det regnestykke fylde mere.
Vi skulle også nå andet i dag! Bilen skulle pakkes og næsen vendes mod København, hvor svigerfamilien skulle besøges. Den lille Peugeot blev fyldt til bristepunktet, og Alberte Windings børnesange fyldte kabinen. Da vi vurderede, at vores dreng sov tungt nok, slukkede vi for Windings ”Månebarn”, og hørte i stedet for en Zetland artikel læst højt. Artiklen handlede om menneskets frie vilje, egentlig om hvorvidt vi overhovedet har sådan en.
”Nemt! Det har vi svaret på for 500 år siden,” råbte jeg i bilen, ”Det vidste jeg, du ville sige,” lød modsvaret, ”men lad os nu lige høre det alligevel”.
Artiklen gik helt ned på celleniveau og fortalte om forskere, der har opdaget kemiske forbindelser i hjernen, hvormed vores vilje afgøres, længe inden vi selv opdager, at vi har truffet vores valg.
Man behøver dog slet ikke at tage mikroskopet frem, undersøge cellerne eller tænke på kemiske forbindelser. Nej, for ”vi” har allerede svaret for 500 år siden.
”Vi” er Luther og alle hans tilhængere, alle er vi slavebundne til at ville os selv først, sidst og altid os selv.
Hovsa! kunne man her råbe, du fortalte da lige, hvordan du sad og overvejede at give din kone den gode tallerken laks med ekstra indbagt hvidløg?
Det er da også sandt, jeg kunne sidde og bakse med mit valg, men min vilje kunne jeg ikke bevæge det mindste. Det sekund jeg så tallerknerne, ville jeg have den ene frem for den anden.
Man kan selvfølgelig stikke hovedet i sandet og være uenig med mig, eller man kan se det i øjnene, tage det selviske – synden - på sig og kæmpe imod. Ikke for at vinde, ikke for at være god, for så handler det igen ikke om andet end os selv, men for at være kæmpende i troen på noget bedre.