Med vores dømmende øjne kan vi tage pusten og modet fra hinanden

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I skrivende stund ser jeg frem til at konfirmere tre hold konfirmander i den kommende weekend. Skønne, unge mennesker er de. Men også unge, der kan være meget kritiske og stille høje krav til sig selv. Unge, der sætter barren højt.

Den onde stedmor i eventyret om Snehvide spurgte hver dag spejlet ”Lille spejl på væggen der, hvem er smukkest i landet her?” Hun ville være smukkest af alle, og hendes verden brød sammen den dag, hun ikke længere var det. Mange af os har nok også i vores stille sind ønsket at være smukkest eller bedst, sjovest eller mest populær.

Det kan være en nedslående oplevelse at se sig i spejlet. Specielt om morgenen. Men mindst lige så hårdt kan det være at spejle sig i de andre. Mange unge beskriver, at de hele tiden føler sig betragtet og bedømt. Vi tolker de andres blik. Hvad tænker de, når de ser på mig? Eller måske ikke ser mig. Og grinede de lige dér? Eller snakkede om mig, da jeg gik ud?

Vi er hinandens spejl. Og med vores dømmende øjne kan vi tage pusten og modet fra hinanden. Ligesom vi med et smil og anerkendende øjne kan være med til at give hinanden ro og mod til at være og blomstre.

Gud er også som et spejl. Og når han ser os, og så kaster han det budskab tilbage i hovedet af os, at vi er dejlige og skønne. At han elsker os som sine børn og ser os som noget uendelig værdifuldt.

I år vil jeg give mine konfirmander et lille lommespejl som husketing fra deres konfirmation. Når de åbner spejlet, ser de sig selv, men samtidigt en lille tekst fra Bibelen, hvor der står ”jeg takker dig Gud, fordi jeg er underfuldt skabt.” I Guds øjne er de nemlig hver især skønne som de er. Fantastiske skabninger. Hans elskede børn.

Og så forsøgte Jesus at lære os, at vi ikke kun er hinandens konkurrenter eller dommere, men hinandens næste, som vi har et ansvar for. Jeg vil ønske for konfirmanderne og for os alle, at vi kan indgå i fællesskaber, hvor vi mærker, at hver enkelt har en rolle at spille uden at vi behøver at være bedst. Fællesskaber, hvor vi hver især kan få lov til at trives og blomstre.

Tillykke med konfirmationen til alle de unge mennesker!