Stor tak til hjemmeplejen - vi er fyldt med taknemmelighed

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Klokken er 02, soveværelsesdøren åbnes forsigtigt, telefonens lys glider over værelset, og det lyder:

»Det er nattevagten, er der brug for hjælp?«

Forsigtigt hjælpes min mand, og efter han er bragt i seng igen, iler hun væk i mørket på vej til næste opgave. Jeg tænker umiddelbart på, hvordan det må være at køre rundt i bælgmørke og lukke sig ind i talrige hjem uden helt at vide, hvad der venter en.

Senere bliver vi mødt af en optimistisk stemme:

»God morgen hvad kan jeg hjælpe med?«

Har man som os aldrig haft kontakt til det sociale system, tror man initialt, at det vil opleves overvældende, men virkeligheden er langt mere nuanceret. For det er mennesker, der kommer, ikke hjælpe-robotter.

Det er individer, der er forskellige i deres tilgang, selv om opgaverne er de samme. Meget hurtigt etableres der en relation, der bærer længere end det rent professionelle – især hvis det er de samme SOSu’er, der kommer. Som pårørende fornemmer man en empati, og en forståelse for den ofte vanskelige situation, som man pludselig står i. Og på trods af et presset arbejdsprogram med konstante ændringer, opkald fra nødtelefoner osv. er kontakten opmærksom og varm.

Stort set alle forsøger at lære os at kende og tune sig ind på vores måde at være på, så de glider ind i vores hverdag. Vi har haft besøg af en række kvinder, der har en ikke-dansk baggrund. Desværre er der ikke tid til vi kan høre nærmere om deres historie og tilværelse i Danmark, jeg håber blot, at de påskønnes efter fortjeneste og bydes velkommen i det danske samfund.

Som svoren tilhænger af det danske velfærdssystem og med mangeårigt ledelsesansvar i det offentlige sundhedsvæsen har jeg en forventning om, at har man behov for hjælp, er den tilgængelig. Erfaring har vist, at mange faktorer gør, at det beklageligvis ikke er tilfældet. Men mødet med de primære omsorgsgivere fylder en med taknemmelighed. For her er der stadig fokus på, hvad det hele drejer sig om: at hjælpe sit medmenneske. Det er velfærd i brugerhøjde.

Min store respekt for og tak til de personer fra hjemmeplejen, vi har mødt her og et håb om at de oplever den fornødne ledelsesmæssige opbakning i indsatsen for at bedre deres løn-og ansættelsesvilkår.