Fortsæt til indhold

Jeg er ikke vred på Indre mission

Sognepræst svarer på indlæg fra to debatører.

Debat
Lars Lindgrav Sörensensognepræst i Tilst og Kasted kirker

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Kurt Christensen og Peter Kjær Flyvholm har begge reageret på min klumme med længere indlæg.

Det skal de have tak for, det er altid godt, når ens tanker får kvalificeret modspil. De er tilsyneladende begge irriterede over mit ”angreb” på Indre Mission.

Jeg har ikke noget mod Indre Mission, grunden til at jeg nævner den organisation er, at den er den mest kendte eksponent for en forkyndelse, som nogle sårbare sjæle ikke kan tåle.

Jeg har ikke noget mod Indre Mission, grunden til at jeg nævner den organisation er, at den er den mest kendte eksponent for en forkyndelse, som nogle sårbare sjæle ikke kan tåle.

Min kritik drejer sig om en teologi og en forkyndelsesmetode, som jeg finder problematisk. Alle de mange mennesker, der har oplevet friheden og glæden i Kristus ved kontakten med forkyndelsen og de mange gode mennesker i blandt andet Indre Mission kan jeg kun glæde mig over.

Det er fint, de har jo ikke noget i klemme, de lider ikke af dårlig samvittighed, usikkerhed, helvedesangst mv. De er ikke åndeligt skadede. Jeg vil gerne lægge stemme til mennesker, som har det svært med kristendommen, fordi de har været udsat for - i min optik - usund forkyndelse.

Både Kurt Christensen og Peter Kjær Flyvholm giver mig - så vidt jeg læser det - ret i at det findes. Disse nævnte bange, skrøbelige og i virkeligheden dybt kristne mennesker har brug for en meget varsom og nænsom forkyndelse og omsorg. Jeg bemærker, at vi tre skribenter ellers er enige i mange ting angående troen, selvom vi lægger vægten lidt forskelligt.

Jeg mener, at det er lyset, glæden, tilgivelsen og nåden, der skaber erkendelsen af mørket i og omkring os. Et mørke vi kan drages af og som kan skræmme os.

Derfor - altså på grund af mørket, som Gud allerede fra skabelsen kæmper imod - skal enhver forkyndelse bærer lyset, glæden, friheden og nåden frem. Gud har ved Kristus overvundet døden, mørket og helvede, og det er det vi skal fortælle alle - også de bange og de åndeligt skadede.

Der er ikke noget at være bange for. Det er jo også den nåde, frihed og glæde jeg, Kurt Christensen og Peter Kjær Flyvholm lever af hver dag.