Til helvede med klippe-klistre-tro

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Noget jeg kan blive enig med sognepræst Lars Lindgrav Sörensen i, er det triumferende budskab, at livet med og frelsen ved Kristus er gratis og helt og fuldstændig uforskyldt.

Jeg er også enig med dig i, at vi mennesker ikke er sat i verden for at dømme hinanden. Det er ikke vores opgave! I Bibelen kan vi læse Guds ord, og vi kan derfor bruge Bibelen til at vejlede og støtte hinanden, når vi blandt andet oplever modgang og svære situationer.

Jeg er imidlertid ikke enig med dig, når du skriver: “Det er ikke nødvendigvis sandt, fordi det står i en bog”. I hvert fald ikke når du her taler om Bibelen. Det klinger underligt din stilling taget i betragtning: Bibelen er kirken og den kristne tros grundbog, og hvis man som præst skal undgå at prædike om de svære ting, der også står i Bibelen, ja, så må det være svært at være præst.

Vi kan sagtens blive enige om, at helvede eller fortabelsen ikke er en nem ting at tale om, og der er flere ting i Bibelen, jeg ville ønske, ikke stod der. For så behøvede jeg ikke at forholde mig til dem og kunne gå mine egne veje. Men en lærer kan heller ikke undlade at undervise eleverne i et bestemt emne, fordi læreren synes, det kommer i vejen.

Kan det være svært at få livet, følelserne, tankerne og fornuften til at passe sammen med Guds ord, hvis man er på et sårbart sted og livet slår knuder? Ja, det kan det. Jeg taler af egen erfaring. Kan Guds ord omvendt også binde livet, følelserne, tankerne og fornuften sammen, hvis man er på et sårbart sted og livet slår knuder? Ja, det kan det. Jeg taler af egen erfaring. Når den modtagelige sjæl åbner sig for Gud, så skaber Helligånden et ønske og en vilje indeni os om at gå en ny vej.

Værre bliver det dog, når du skriver: “og til helvede med det helvede, der måtte vente for enden af ens liv.” Hvorfor? Af to årsager. For det første vil jeg citere det, du selv tidligere skrev: “Det er først, når vi små mennesker tager fat i det og kommer med vores love, at det går galt. Vi elsker at have magt over hinanden.”

Jeg er helt enig. Det går galt, når vi mennesker klipper og klistrer og skaber vores egen tro. Det kunne i en vis udstrækning gå, hvis det kun gik ud over os selv. Men det gør det imidlertid ikke, og det bringer mig til den anden årsag. Hvis vi afskriver fortabelsen som en realitet, så luller vi vores medmennesker ind i en falsk tryghed - og det er ikke kærligt. Hvis der ikke er et helvede, så bliver Gud mindre. Så bliver Jesus’ sejr over døden mindre, ja, vi vil slet ikke have brug for ham. Så bliver han reduceret til en mand med gode citater, og dem har vi så mange af. Og så skal du til at finde nyt arbejde, for så er der ikke brug for kirken længere.

Slutteligt er jeg uforstående overfor, hvorfor Indre Mission skal blandes ind i din noget ukonkrete klumme-udgave. Det er ikke nyt for Indre Mission at blive udskældt for at forkynde både frelse og fortabelse, men sandheden er som bekendt ilde hørt. Det er altid bekvemt at have en prügelknabe, men det har endnu ikke lagt Indre Mission i graven.