Til forårskalas hos Liss Zander Brinch
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
I forbindelse med Ugebladets artikel den 26. juli 2023 om Adelgade 107, ”Nu sker der snart noget i den gamle lægebolig”, vil jeg gerne erindre om den sidste læge i denne statelige villa, Liss Zander Brinch, der gik bort i december 2016, 93 år gammel.
Liss var igennem 16 år et sprudlende medlem af det legendariske aftenfranskhold, hvis elever studerede fransk litteratur og sprog fra 1988 til 2004, og som to gange om året havde en formidabel, gastronomisk afslutning i december og i maj. Festlighederne gik på omgang blandt deltagerne, men ofte var det hos Liss, at vi indfandt os i hendes flotte sale, der var som skabt til højere konversation på fransk (og til nød på dansk!) under et pragtmåltid med de lækreste retter og de bedste vine naturligvis overvejende fra Frankrig.
Ja, Babette kunne bare komme an, hvad hun da også gjorde en enkelt gang.
Behøver jeg at sige, at Liss altid havde dækket så fint op, som havde vi været indbudt til det bedre borgerskab i for eksempel Århus i begyndelsen af 1900-tallet.
Alle deltagerne havde noget at bidrage med til symposiet: En lavede en lækker sauce, en anden stegte kødet, en tredje lavede en uovertruffen dessert, og jeg, der var holdets fransklærer, stod for vinen (og for at tænde adventskransen i en af de højloftede stuer).
Efter en generøs velkomstdrink konverserede vi videre i dagligstuen, inden vi gik til bords, hvor vi på de fremlagte menukort kunne se, hvad vi snart skulle indtage af fast og flydende føde samt hvilke litterære indslag, der ville være i pauserne.
Engang steg vi op ad trappen til 1. sal og bevægede os ud på balkonen med den vide udsigt over Adelgade og lod os hylde af dem, der fuldstændigt tilfældigt kiggede op mod det høje...
Lad mig prøve at vise indholdet af menukortet fra fredag, den 28. april 1995 i ”Skanderborgs gastronomiske tempel”, som der en anelse (men også kun en anelse!) prætentiøst står øverst på det gule (men ikke guldnede!) A4-ark:
”Menu au Temple superbement gastronomique de Skanderborg”
Så står der på fransk: Velkomst: Château de la Chartreuse 1984. Sauternes.
Første ret: Fiskeoverraskelse med Montagny 1993. Cave des Vignerons de Buxy samt Saint-Véran 1992. Domaine des Pierres Rouges.
Anden ret: Côte de Bœuf, tendre comme le cœur d’un boucher (mør som en slagters hjerte) og dertil Château Petite Fuie 1989. Saint-Émilion Grand Cru og så Gigondas 1990, hvorefter Côte de Beaune-Villages 1989. Les Abbesses. Og der sluttes af med Amarone di Valpolicella 1988.
Tredje ret: De lækreste oste (Les Fromages des meilleurs goûts) med Bourgogne Pinot Noir 1993. Buxy.
Fjerde ret: Le grand dessert digne de nous (som er os værdig) og dertil Pineau des Charentes. Clavel, Cognac. Og til slut te og kaffe.
Og de glade og forventningsfulde deltagere var Jens, Per, Gert, Inge, Asta, Dorthe, Ulla, Birthe, Stina og Birthe St.
Engang steg vi op ad trappen til 1. sal og bevægede os ud på balkonen med den vide udsigt over Adelgade og lod os hylde af dem, der fuldstændigt tilfældigt kiggede op mod det høje, hvorfra vi nådigt vinkede tilbage og viste vores velvilje ved at skåle med de høje, slanke glas, som ville vi gerne have indbudt hele gaden til at skåle med os på livet, men også på maden og slet ikke mindst på kærligheden.
En gang imellem blev det sent, og alle i det gode selskab undrede sig højlydt over, hvordan det mon kunne gå til, at tiden ilede så hastigt af sted, men denne undren afløstes snart af en indforstået og vennesæl mumlen, der vist nok betød, at det da vist var at forvente, når man var i så godt selskab, og kaffen blev sjældent indtaget uden en cognac eller en likør, inden taxaen holdt for døren til Adelgade 107.