Hvorfor bliver Hinnerup underprioriteret redaktionelt?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
I er en lokal avis for hele Favrskov, ikke kun de store byer, men alligevel ser vi i hvert fald her i Hinnerup at blive forbigået gang på gang, når der sker noget her i byen. Senest så vi, at I ikke fandt det aktuelt at skrive noget om byfesten, som lige har været afholdt, hvilket var en kæmpe succes og godt besøgt.
Ingen billeder eller lignende fra eventet – det sker desværre alt for tit. Man kan ikke andet end at sidde tilbage med en følelse af, at I inde på redaktionen ikke er interesseret i, hvad der sker i de små byer. Ret skal være ret, I skrev dog en online artikel omkring byfesten, efter formanden for Hinnerup Handel, Christian Montez, åbent på facebook kritiserede jer for netop det samme. I kunne skrive hele seks linjer, men det er selvfølgelig bedre end ingenting. Kom til Hinnerup og se, hvor skøn en by det er, og dæk tingene redaktionelt, når der sker ting i de små byer. Jeg ved, vi er flere, der sidder tilbage med følelsen af, at I desværre ikke er en lokalavis for hele Favrskov, og det er synd.
Svar fra Lokalavisen:
Kære Benjamin Holstebroe
Tak for dit indlæg vedrørende redaktionel prioritering af byer. Det er helt naturligt et emne, der optager lokalavisens læsere, der jo naturligvis hver især gerne ser så meget stof som muligt fra ens egen by eller område.
Vi forsøger hver uge at prioritere avisen ud fra relevans samt med øje for, at vi over tid kommer hele vejen rundt i kommunen. Vi har hver uge artikler fra de tre store byer, Hinnerup, Hadsten og Hammel. De fleste uger har vi også artikler fra Søften, Ulstrup og Thorsø, ligesom vi jævnligt har indslag fra de mange mindre byer i kommunen.
Lokalavisen er en avis for hele Favrskov Kommune, og jeg er ikke enig i dit udsagn om, at vi underprioriterer og forbigår Hinnerup eller andre byer for den sags skyld.
For at lægge vægt bag mit ord har jeg lavet en søgning over, hvor mange gange de tre store byer er nævnt redaktionelt i avisen i de første 33 uger af 2023.
Hadsten og Hinnerup, der befolkningsmæssigt er lige store, er nævnt henholdsvis 303 og 273 gange, mens Hammel, hvor der bor lidt færre, fremgår 257 gange. Det er efter min mening et nogenlunde bevis på, at der står rigtig meget – og cirka lige meget – om de tre store byer i Lokalavisen Favrskov, selvom vi på avisen ofte må lægge øre til, at det ”altid er de andre byer, I skriver om.”
I forhold til byfesten i Hinnerup havde Lokalavisen gerne, som vi gjorde sidste år, bragt både en foromtale og efterfølgende artikel om byfesten. Vi kan dog ikke nå det hele, og i en uge med ferie på redaktionen og flere andre større begivenheder i kommunen, nåede vi beklageligvis ikke omkring byfesten i Hinnerup.
I den forbindelse vil jeg opfordre Hinnerup Handel og alle andre arrangører af større begivenheder til at tage direkte kontakt til redaktionen i god tid. Så vil vi næsten altid, med jeres hjælp, kunne få noget med i avisen. Det foregår typisk ved, at man i god tid mailer os en pressemeddelelse/omtale af arrangementet, så vi kan lave en foromtale i avisen. En større begivenhed som Hinnerup Byfest med mange deltagere vil vi normalt også gerne lave en artikel om, efter den har fundet sted. Det foregår normalt på den måde, at man sender os nogle billeder og en artikel/tekst, som vi kan bearbejde til en artikel i avisen.
På den måde kan vi i stedet for Facebook-opslag have en god, direkte og konstruktiv dialog om, hvordan vi sammen bedst muligt bakker op om de begivenheder og tiltag, der sker overalt i kommunen. Både til hverdag og byfest.
Med venlig hilsen
Jeppe Rafn, lokalredaktør, Lokalavisen Favrskov, jeppe.rafn@lokalavisen.dk, telefon 30 38 28 25