Skovbadning som ledelsesværktøj

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Jeg deltager for tiden i et par uddannelsesforløb, hvor jeg i rig mængde bliver præsenteret for forskellige teorier om ledelse. Noget af det, der på sympatisk vis er oppe i tiden, er et paradigmeskifte: Tidligere var der fokus var på profitoptimering og medarbejderen som en resurse. Nu fremhæver flere nødvendigheden af en mere bæredygtig ledelse for både mennesker og verden.

Virksomheder bliver i stigende grad målt på den tredobbelte bundlinje, der består af de tre P’er: ”People, Planet and Profit”. Det handler altså ikke alene om en økonomisk bundlinje, men også om en social og en miljømæssig bundlinje.

En del af omstillingen har fokus på, hvordan man bedst kan sikre medarbejdernes trivsel. I den forbindelse har jeg mødt begrebet ”compassionfokuseret ledelse”. Det handler om, at en leder må være medfølende, nysgerrig og have evne til at begejstre.

Når man praktiserer ”compassion”, er ens opmærksomhed rettet mod andre, og man forholder sig fordomsfrit til dem - rummer dem og bærer over. I teorien understøtter det ”en bæredygtig og langtidsholdbar high performance hos de enkelte medarbejdere”. Jeg er også stødt på begrebet ”skovbadning”. Effekten af et ophold i skoven er grundigt undersøgt(!).

Oplevelserne af velvære og glæde, som skoven kan give os, kan måles og underbygges videnskabeligt. Vores nervesystem falder til ro, og man kan reducere forekomsten af stress med helt op til 60 procent. I Japan findes der intet mindre en 62 terapiskove, hvor blandt andet fortravlede medarbejdere kan få sig en beroligende gåtur.

Effekten af ”compassion” og ”skovbadning” er god og giver grundlæggende mening. Alligevel er der en lille, kritisk stemme, der løfter sin røst i mig: ”Er det nu så godt, at skovbadning er blevet hot? At ”compassion” er blevet et værktøj for lederen?”.

Engang gik mennesket vel bare en tur i skoven uden at ville opnå noget? Engang var egenomsorg og næstekærlighed ikke et mål at nå, men det sted livet begyndte: ”Du skal elske din næste som dig selv”.

Midt i vores søgen efter at sænke tempoet og højne trivslen ved naturens åndehuller, spørger den lille stemme mig, om vi netop ikke i samme åndedrag effektiviserer mere, når vi skal BRUGE skoven, BRUGE næstekærligheden? Når vi gør dem til instrumenter, og de ikke få lov at være begrundet i sig selv.

Måske skal vi passe på med at instrumentalisere alt? Måske skal vi ind imellem tillade os at være i verden, uden at ville at have noget ud af den?.

For et par tusind år siden var der en mand, der sagde: ”Se på markens liljer og himlens fugle”. Nok fordi han vidste, hvad der var grundlæggende godt for mennesket. Så. Giv dig tid til at forstå den, du møder på din vej… Sæt dig i en solstråle, mens sommeren går på held. Bare fordi…