Fortsæt til indhold

Venstre og Konservative disker op med de sædvanlige borgerlige automatreaktioner

Debat
Casper Grud Nielsen (A), Syddjurs Byråd:

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»På det seneste har man her i avisen kunnet læse først Venstre og siden Konservative slå på tromme for at få flere private aktører ind og løse kernevelfærdsopgaver.

Øget privatisering er desværre en af de borgerlige automatreaktioner på de svære udfordringer i velfærdssamfundet – og det er i hvert fald slet ikke nytænkning, som Christoffer Pedersen (V) ellers gerne vil gøre det til. Tværtimod er det gammel vin på gamle flasker – og vel at mærke af den billige slags, der både giver blå tænder og gevaldige tømmermænd, når regningen skal gøres op.

Hvis formanden for Sundheds og Ældreudvalget et kort øjeblik løftede blikket fra sit eget liberale partiprogram, vil han se, at der er masser af gode bud på at løse rekrutteringsudfordringerne.

Hvis formanden for Sundheds og Ældreudvalget et kort øjeblik løftede blikket fra sit eget liberale partiprogram, vil han se, at der er masser af gode bud på at løse rekrutteringsudfordringerne.

Det starter først og fremmest med at sikre attraktive arbejdsvilkår for de mange dygtige kommunale medarbejdere, han har påtaget sig det politiske ansvar for – og ikke bare bytte dem ud med private leverandører. Et attraktivt arbejdsmiljø med tilstrækkelige ressourcer, social og faglig forbundethed, god ledelse, mindre sygefravær, dygtige kolleger og tilfredse borgere er kernen i rekruttering og fastholdelse af vores velfærdsmedarbejdere.

Og erfaringerne med den slags er faktisk både mange og gode i andre kommuner.

I Ringsted Kommune har man eksempelvis etableret et §17.4-udvalg, der har arbejdet med en analyse af rekrutteringsudfordringerne. Her peger resultaterne (fra maj 2023) på, at en attraktiv arbejdsplads, fleksibilitet i ansættelsen, styrket offentlig ledelse, fokus på onboarding af nye medarbejdere og partnerskabsaftaler med uddannelsesinstitutionerne har en positiv effekt. Ikke et ord om private aktører eller friplejehjem.

I Horsens Kommune har et lignende udvalg bl.a. arbejdet med rekruttering og fastholdelse af eksempelvis pendlere og international arbejdskraft, herunder en målrettet ukrainerindsats. Og i Køge Kommune har man indført op til to timers betalt forberedelsestid til pædagoger, hvilket har haft positiv betydning for kvaliteten, arbejdsglæden og fastholdelsen – og bidraget til at medarbejdere har fået lyst til at gå op i tid igen.

Gentofte, Odense, Rudersdal, Allerød og vores egen nabo Norddjurs Kommune er andre eksempler på kommuner, der allerede har arbejdet med §17.4-udvalg lig det, Venstre nu forslår vi bruger resurser på at nedsætte. Mon ikke der er gode erfaringer at hente et eller andet sted derude? Fra os i Socialdemokratiet skal der lyde et stort ja tak til tilbuddet om at tale om mere frisættelse, profilinstitutioner, frivillighed, fællesskaber og meningsfuld velfærdsteknologi. Men et lige så stort nej tak til at nedsætte et 17.4-udvalg, der i virkeligheden bare har til opgave at gennemføre Venstres partiprogram og en privatisering af vores kernevelfærd.

Christoffer Pedersen ønsker at tale om fremtidens velfærd. Men sandheden er, at fremtidens velfærd er lige for øjnene af ham: De mange dygtige medarbejdere, der hver dag leverer velfærd af høj kvalitet til gavn for de mange. Lad os tale om, hvordan vi styrker deres arbejdsvilkår, så vi både passer på dem, vi har, og skaffer dem flere kommunale kolleger. Det har de fortjent.«