Bare afliv mig!
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Debatten raser stadig her i sensommeren (ikke kun om koranafbrændinger), efter at statsminister Mette Frederiksen på folkemødet på Bornholm, meldte ud, at hun går ind for aktiv dødshjælp.
En stor del af debatten om aktiv dødshjælp er desværre totalt vildledende, da begrebet ofte bruges forkert. Vi har i Danmark det vi kalder for palliativ smertelindring, som inden for allerede eksisterende lovgivning har mulighed for at give patienter en smertefri og værdig død.
Sat lidt på spidsen hører jeg nogle gange argumentet, at vi kan aflive en syg hund eller pony, men ikke et døende menneske og at vi holder mennesker i live mod deres vilje.
Et andet argument er, at folk jo dør i smerte. Mig bekendt kan næsten alle terminale sygdomme smertelindres. For 100 år siden ville jeg måske være gået ind for aktiv hjælp til døden, da døden kunne trække ubarmhjertigt ud og være et ubegribeligt smertehelvede. I Danmark er aktiv dødshjælp og assisteret selvmord ulovligt og strafbart, mens palliativ dødshjælp er tilladt.
Vi er et team i Favrskov kommune, et palliativt team, inden for hjemmeplejen, bestående af sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, kræftkoordinator, præst og andre tilknyttede, som yder en helhjertet omsorg og en lindrende medicinsk og åndelig behandling lige til sidste åndedrag. Vi støtter op om den døende og de pårørende, så den sidste tid hjemme, bliver smuk, værdig, lindrende og smertefri. Det kaldes for passiv dødshjælp når, der afstås fra at iværksætte eller fortsætte livsforlængende behandling og når der i stedet anvendes lindrende midler med dødelig virkning. Smertelindring, omsorg, kærlig pleje og varme hænder. Det er omsorgsfuld palliativ dødshjælp. Jeg tror beklageligvis, at tanken om ”en værdig død” også kommer til at definere, hvad et værdigt liv er. For jeg hører ofte udsagnet: ”Jeg vil ikke ende som en eller anden slatten grøntsag. Sker det, så afliv mig”.
Helt ærligt, det er da ikke uværdigt at være afhængig af andre, at være født eller blive handicappet, syg eller terminalerklæret, tværtimod, men det er naturligvis uværdigt, hvis man ikke får den rette kærlige omsorg midt i afmagten, midt i smerten, midt i håbløsheden.
Dermed definerer nogen altså, hvad et værdigt liv er. Et værdigt liv må åbenbart være det liv, hvor man er selvhjulpen, frisk, rørig og rask! MEN helt ærligt, det er da ikke uværdigt at være afhængig af andre, at være født eller blive handicappet, syg eller terminalerklæret, tværtimod, men det er naturligvis uværdigt, hvis man ikke får den rette kærlige omsorg midt i afmagten, midt i smerten, midt i håbløsheden. Måske er det derfor fortalere for aktiv dødshjælp har vind i sejlene med deres tale om aktiv dødshjælp. ”License to kill” er effektivt, billigt og så lægger du ikke længere hverken familien eller samfundet til last. For mig at se, er det derimod resultatet af menneskelig og økonomisk fattigdom.
For en værdig død gælder netop det samme, som det gælder for et værdigt liv: at der er omsorg, pleje, varme, barmhjertighed og nærhed nok. Det kan man kalde aktiv livshjælp! Værdighed handler ikke kun om at være sund, stærk og selvhjulpen, men om at nogen holder dig i hånden, også når livet er svært og engang også holder dig i hånden helt ind i døden – kærligt, værdigt, håbefuldt og smertefrit.