Fortsæt til indhold

Skattekronerne er godt givet ud - stor ros til Syddjurs

Debat
Jonna Paarup HansenEbeltoft

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Jeg synes efterhånden, man kun læser kritik af plejehjem, plejecentre, privat hjemmepleje og så videre. Derfor dette indlæg omkring en oplevelse, jeg har haft.

Et ret voldsomt fald i hjemmet 15. august. To kompetente falckreddere bragte mig på Randers Regionshospital. Indlæggelse i fem dage, heldigvis ingen brækkede lemmer. Efter fem dage kom jeg hjem liggende, igen stor ros til Falck.

Regionshospitalet havde via deres forbindelser sørget for en sygeseng, en rollator og andre hjælpemidler, der var klar. To timer efter hjemkomsten kom en sygeplejerske forbi for lige at se, om alt var, som det skulle være.

Efterfølgende kom to sygeplejersker og en sosu om dagen for at tilbyde deres hjælp. Jeg synes, det er utroligt med det tilbud. De var alle helt fantastiske personer, som jeg ikke umiddelbart kan takke nok, for selv om det var ferietid, blev der sørget for hjælpen til mig.

Vi er to i husstanden og har altid klaret os selv, men det er rart at vide, at der er hjælp at hente, og at vi ikke selv skal koordinere noget. Der er folk, der står bag, som ved præcis, hvad der skal til, så skattekronerne er givet godt ud. Har kun mødt empati og megen venlighed hele vejen rundt.

Det synes jeg ikke, der kan roses nok for - både til dem, der er kommet her i huset og til Syddjurs Kommune.