Bliver vedvarende energianlæg presset ned i halsen på borgerne: »Ærlig talt, det ser sort ud!«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Skanderborg Kommunes embedsmænd har nu igennem en lang proces arbejdet med at forberede implementeringen af byrådets beslutning om, at kommunen skal være selvforsynende med energi i 2030.

Den demokratiske del af processen regner man imidlertid med at kunne klare på halvanden måned. Det er nemlig rundt regnet den tid, borgerne er blevet givet til at tage stilling til kommunens oplæg og indgive høringssvar.

Det siger sig selv, at denne planlægning ikke giver tid til, at folk kan nå at foretage dybtgående undersøgelser eller tilbundsgående diskussioner. Vel at mærke drejer det sig om spørgsmål, hvis afgørelse kan få vidtrækkende konsekvenser for mange mennesker i landdistrikterne.

Ikke desto mindre får man klart indtryk af, at de afgørende beslutninger med hensyn til kommunens strategi for energiforsyning allerede er ”klappet af”, og at offentlighedsfasen primært er til for et syns skyld og for at give administrationen gode idéer.

Landdistrikterne er ”grydeklare”, som et byrådsmedlem for nogle år siden betegnede nogle landsbyer i kommunens udkant, der blev undtaget fra normal praksis ved udarbejdning af kommunalplanen. I dag har man så bragt formalia i orden - dog kun lige akkurat.

Men hvad er det så, der fortjener en anderledes grundig behandling? Først må man bemærke, hvad der ikke optræder i embedsværkets oplæg: Biogasanlæg og brintfremstilling er helt ”glemt”, skønt firmaerne, der allerede nu ivrigt presser på for at anlægge ”energiparker”, netop gerne ser, at disse anlæg indgår heri.

Er disse energiformer no go, eller er de tværtimod et muligt positivt tilvalg, som vi blot bedes se bort fra for nærværende?

En anden mulighed, som også er besynderligt fraværende, består i at montere solceller på allerede eksisterende bygninger, parkeringspladser med videre.

En af kommunens embedspersoner sagde i den forbindelse til undertegnede: »Kommunen kan jo ikke pålægge borgerne at opsætte solceller.«

Ærlig talt ser det sort ud med hensyn til administrationens selvopfattelse, hvis den foretrukne form for kommunikation med borgerne består i pålæg. Tværtimod burde det være embedsmændenes fremmeste opgave at facilitere og bidrage positivt til en levende offentlig debat.

I denne sammenhæng var det relevant at gøre højt og tydeligt opmærksom på, at målsætningerne mageligt kan nås, hvis blot tilstrækkelig mange gjorde det særdeles fornuftige at opsætte solceller på deres tage og installerede de efterhånden ganske handy batterier.

Her kunne man jo både appellere til folks omsorg for deres privatøkonomi og for deres solidaritet med deres bysbørn i landdistrikterne, der ellers risikerer at få deres tilværelse eller i hvert fald økonomi ødelagt af monsterstore ”parker” opsat af eksterne, kapitalstærke aktører.

Som minimum må Skanderborg Kommune nøje følge med i udviklingen af forsyningen med el fra private.

Et tredje forhold, som snarest bør bringes på bane, gælder den nationale lovgivning: Dansk politik er ved at ændre sig for så vidt, som kommunerne ikke længere blot finder sig passivt i maratonlange armvridninger, åbenbart urimelig lovgivning og evindelige besparelser dikteret fra Christiansborg.

Netop med hensyn til regler for etablering af vedvarende energi og udvikling af landdistrikter må man forvente forbedrede vilkår for det civile samfund. For eksempel kan det næppe opretholdes, at private som nu afskæres fra at gå sammen om at producere strøm, eller at enhver form for etablering af nye, selvforsynende bebyggelser i det åbne land i praksis er udelukket.

Her forventer vi, at Skanderborg Kommune tager aktivt del i bestræbelserne på at presse udviklingen i den rigtige retning.