På Skolemarken forebygges mistrivsel hos børn og unge
Forældre til børn på Skolemarken gør opmærksom på, hvor vigtigt det at bevare Skolemarken som pædagogisk ledet legeplads, hvilket der er stillet forslag om til de nuværende budgetforhandlinger.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Forstærket indsats mod den stigende mistrivsel blandt børn og unge er et af fire vigtige problemer, som af borgmester Jacob Bundsgaard (S) er blevet fremhævet forud for årets budgetforhandlinger.
Som forældre til børn på Skolemarken vil vi i den forbindelse gøre opmærksom på, at netop her forebygges børns og unges mistrivsel. Derfor er det vigtigt at bevare Skolemarken som pædagogisk ledet legeplads, hvilket der er stillet forslag om til budgetforhandlingerne i Aarhus Byråd.
Byrådsmedlem Thure Hastrup har stillet forslaget. Ifølge ham er bevarelse af Skolemarken med pædagogisk personale en vigtig indsats blandt mange andre i forhold til problemet med det stigende antal unge, der mistrives.
I forslaget henvises til en børnesagkyndig rådgiver og kandidat i pædagogisk psykologi, som i et debatindlæg har skrevet:
»Det er min faglige vurdering, at det pædagogiske arbejde, der foregår på Skolemarken, bidrager til at dæmpe mistrivsel og fastholde børn med særlige behov i et skolenært miljø. Yderligere udgør Skolemarken en vigtig platform for forebyggelse af risikoadfærd blandt kvarterets børn og unge.«
Det er jo præcis noget af det, som Jacob Bundsgaard efterspørger, idet han har talt om, at en god og lykkelig barndom med god trivsel er en grundlæggende forudsætning for et godt liv senere som ung og voksen.
Vi har hørt, at nogle politikere med hensyn til Skolemarken har haft det synspunkt, at kommunen ikke har råd til at betale for at passe aarhusianske børns kaniner. Men det er en helt forkert forståelse af, hvad Skolemarken indeholder. Der er flere beretninger fra børn og forældre om, at den pædagogiske indsats på Skolemarken har stor betydning for børns trivsel på Frederiksbjerg, især for nogle af de mest sårbare børn. De har fået vigtig og afgørende støtte i det pædagogiske miljø og fællesskabet på Skolemarken.
Vi har hørt, at nogle politikere med hensyn til Skolemarken har haft det synspunkt, at kommunen ikke har råd til at betale for at passe aarhusianske børns kaniner. Men det er en helt forkert forståelse af, hvad Skolemarken indeholder.
Flere eksperter bakker om disse beretninger, med bekymring over, at man vil fjerne det pædagogiske indhold på legepladsen. Især da nu, hvor flere og flere børn og unge mistrives. I forhold til dette er udgifterne til den forebyggende pædagogiske indsats på Skolemarken små sammenlignet med langt større udgifter på længere sigt til støtte for børn og unge i mistrivsel.
Vi ser positivt frem til, at politikerne i byrådet har forstået vigtigheden af Skolemarken med et pædagogisk indhold, som en del af den forebyggende indsats blandt børn og unge, således at forslaget om at bevare Skolemarken som pædagogisk ledet legeplads kan blive vedtaget.