»Borgere med autisme er en vigtig del af det store fællesskab«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Man siger, at et samfund skal kendes på hvordan det behandler sine svageste. Anker Jørgensen sagde således i sin nytårstale i 1978:

»Hvis vi skal måle et samfunds rigdom, så må vi have fat på, hvordan de fattigste, de socialt svageste har det i det samfund. Det er dér, vi skal måle samfundets rigdom.«

Der har med andre ord længe været fokus på hvordan vi behandler vores svageste i Danmark. Men hvis vi zoomer lidt ind på en særlig gruppe, nemlig borgere med autisme, så kan vi bedre få øje på, hvad det er for områder, vi skal styrke, for bedre at lykkes med at behandle vores svageste godt.

Borgere med autisme er lige så forskellige som alle andre borgere, nogle borgere med autisme er ekstremt højt begavede, andre ikke. Ifølge Magistratsafdelingen for sociale forhold og beskæftigelse, så er der en stærk stigende tilgang af borgere med autisme i Aarhus. Det gælder i særdeleshed den gruppe, der har behov for en mere specialiseret indsats.

For at forstå problemerne er man nødt til at have et minimum af kendskab til autisme og de dagligdags problemer, der er for borgere med autisme og ikke mindst deres familier. Ofte er denne grundlæggende viden om autisme ikke til stede i det store fællesskab, i skolen, i fritidsaktiviteter og på arbejdsmarkedet. Derfor bliver det tit svært at rumme hinanden i de fællesskaber, som vi alle har ret til og behov for at være en del af.

Autisme er en udviklingsforstyrrelse, hvor vi ser, at personer med autisme har en særlig måde at opleve verden på, som gør, at de kan have en nedsat evne til at sætte sig ind i andre menneskers tanker og følelser. I sociale sammenhænge kan kommunikationen med andre derfor være meget svær, og personer med autisme føler sig ofte meget ensomme, misforståede og udsatte. Rigtig mange er på overarbejde for at passe ind og udmattes derfor langt hurtigere i sociale sammenhænge, hvor de desværre også ofte oplever, at blive behandlet dårligt eller udelukket, fordi andre mennesker måske ikke har så stor forståelse for dem. Fordi vi i de store fællesskaber ofte ikke er så rummelige, som vi ellers gerne vil være.

Når man er tæt på et menneske med autisme, så gør det ondt helt ind i marven at opleve, at det menneske føler hjerteskærende ensomhed og smerte. For hvordan bringer man dem, som på denne måde er udenfor fællesskabet, ind, når det kræver noget af andre? Heldigvis er det sådan, at borgere med autisme kan blive ekstremt velfungerende, hvis de får en hverdag og et arbejde, der passer dem. Men rigtig mange har behov for, at vi støtter dem til at blive en del af fællesskabet i skolen, på arbejdspladsen og i fritiden.

Jeg ønsker mig derfor brændende, at vi bliver bedre til helt personligt og individuelt at påtage os det ansvar, det er for os som medmennesker. At flere opsøger viden, og gør det de kan, for at det er rart at være en del af de store fællesskaber, selvom man har særlige behov.

Politisk har jeg i år været pennefører på et budgetforslag, der skal hjælpe os på vej i Aarhus Kommune. Jeg er taknemmelig for, at vi i den socialdemokratiske gruppe er så enige om at prioritere de svageste, og arbejder for, at der skal være plads til alle i de store fællesskaber.

De områder vi skal styrke, for at sikre bedre trivsel for vores medborgere med autisme er især i forhold til beskæftigelse, fritid, bostøtte og bolig. Ved fx at prioritere midler til jobpædagoger med særlig indsigt i forhold til autisme kan vi gøre en enorm forskel og sikre, at langt flere bliver en del af et arbejdsfællesskab. På samme vis kan civilsamfundet skabe en vigtig forandring ved at indgå i forpligtende samarbejder om at rumme borgere med autisme i fritids- og foreningslivet. Her har man muligheden for at flytte unge mennesker ud af dyb ensomhed og mistrivsel og ind i de sunde fællesskaber. Hvis man vil.