Fortsæt til indhold

Et par borgerlige ord om budgettet

Debat
Mette Nøhr,byrådsmedlem for Det Konservative Folkeparti i Favrskov

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Lokalavisen Favrskov bragte forleden et indlæg fra Thake Fogh Cordt, Enhedslistens byrådsmedlem, og det fortjener at få et par borgerlige ord med på vejen.

Thake Fogh Cordt mener, at det nærmest er vi lokalpolitikere, der selv bestemmer, hvor meget der skal spares i kommunen. Det er det ikke. Det er regeringen og Folketinget, der udstikker rammerne, og de er desværre meget snævre – de er efter min mening for snævre. I Favrskov har vi heldigvis en ret velpolstret kommunekasse, men vi må ikke – dikterer Christiansborg – bruge af pengene.

Thake Fogh Cordt mener, at byrådet nærmest prioriterer trafikanlæg over alt andet. Det gør vi ikke. Næste år tilfører vi for eksempel et større millionbeløb ekstra til socialområdet. Vi bruger også penge på at vedligeholde og udvikle vores infrastruktur, og alt andet ville være uansvarligt. Jeg ved godt, at trafikanlæg er et fyord i Enhedslistens ordbog, men det er – set gennem mine konservative briller – en kommunal kerneopgave at sikre en ordentlig og trafiksikker infrastruktur, der er med til at binde kommunen sammen. Det der med år efter år at skære dybt i puljen til reparation af veje er som at tisse i bukserne – vi sparer godt nok lidt penge her og nu, men hullerne i vejene bliver større og trafiksikkerheden dårligere.

Thake Fogh Cordt mener, at det er nærliggende at tro, at de besparelsesforslag, administrationen lægger frem, er de mest ”fagligt fornuftige”. Vi skal huske på, at vi heldigvis ikke har teknokratstyre. Vi er som politikere valgt på baggrund af holdninger og værdier, og uanset hvor mange embedsmænd, der peger på de ældres rengøring som en fornuftig besparelsesmulighed, så synes jeg, det er en ualmindelig dårlig idé. I det hele taget mener jeg, at vi fra politisk side skal blive bedre til selv at anvise besparelsesmuligheder, når vi lægger budget, så vi får flere reelle alternativer til administrationens forslag.