Præsteklumme: Jeg savner min bror og min mor

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Jeg savner min bror, der døde for lidt over to år siden og min mor, der døde for knap et år siden. Min bror var syg af kræft i ti år. De sidste fem år vidste vi godt, at det ikke kunne helbredes. Min mor var syg i fire måneder, før også hun døde af kræft.

Det var svært for min mor at miste sin søn. Det var på en eller anden måde lidt forkert. Det burde være sønnen, der bar sin mors kiste og ikke omvendt. Men da min mor blev syg, var det som om, at min bror var hos min mor den sidste tid. Han vidste, hvad hun gik igennem, og han var der på en eller anden måde for hende.

Mit liv fortsætter som det altid har gjort, men noget er forandret. To ankre er løsnet og i bevægelse. Mine styringsredskaber skal justeres, og jeg driver nu rundt for at finde orienteringen på en ny måde.

De samtaler, jeg kunne have med dem, når jeg havde brug for en at vende tingene med, kan jeg ikke længere have. Jeg bliver mindet om dem, hver gang jeg har brug for at vende noget, og overvejer, hvad de mon ville have sagt, og i lang tid havde jeg det som om, de var der hos mig i sådanne situationer.

Når jeg har det skidt over et eller andet, bliver jeg mindet om, hvad min bror kæmpede med, og det giver mig ofte lidt perspektiv på min egen situation. Selv i den sidste periode af hans sygdom, hvor han var meget dårlig, kunne jeg godt komme og fortælle ham om mine relativt små problemer, og han ville altid lytte. Det var som om, at jeg jo også holdt ham lidt i live ved at dele mine problemer, hvor små de end kunne opleves i forhold til hans. Jeg bidrog med en form for normalitet.

Det har taget noget tid at vænne sig til, at min mor ikke findes. Min mor, hende der fødte mig. Hende, der altid har bekymret sig for mig, også selvom jeg for længst var blevet voksen, har fået min egen familie og har mindre fremtid end fortid.

Det var især børnebørnene, hun var ked af ikke at kunne følge. En dag, hele familien var samlet, så jeg, hvordan hun kiggede intenst på dem én efter én, som om hun forsøgte at indprente sig hver eneste detalje, så hun kunne tage dem med sig, hvor hun var på vej hen.

Jeg savner dem. Jeg savner det, de kunne bringe frem i samtalen, og jeg savner den stemning, de kunne fremkalde, de perspektiver, de kunne mane frem, de sider af mig, de kunne fremprovokere, de minder, kun de kunne huske om alt det, vi havde til fælles.

Jeg har fået mere brug for min far, min søster, min svigerinde, mine nevøer, mine kusiner på mors side, min brors, min mors venner og mine venner, for de kan alle huske forskellige ting om dem. Sammen kan vi stykke bidderne sammen og huske dem i deres helhed.

Vi er sammen om at savne og sørge og glædes over alt det liv, som de repræsenterer i vores liv. Hver gang kommer de til live igen. Og hver gang føler jeg, at min bror og mor er årsagen til det. Det er dem, der vækker alt det liv. Vækker liv i os. De er på en eller anden mærkelig måde stadig i live.

Først og fremmest, så vækker samværet med de andre en følelse af, at livet er ukueligt og stærkt og rækker langt ud over det, jeg lige har kontrol over. Vi er alle kommet tættere på hinanden. Mere sårbare, men også stærkere, for vi er sammen om sorgen.

Tabet af min bror og min mor har også vist mig, at jeg har godt af at have et sted at sørge og savne. Det er ikke så tit, jeg besøger deres grave, men når jeg gør det, så vælter minderne frem.

Jeg står et sted, hvor mange ligger begravet, og hvor mange andre gennem tiderne har sørget og savnet. Her bliver min sorg vævet sammen med alle de andres sorg. Her bliver mit liv og min brors og min mors liv koblet på menneskehedens liv. Her får sorgen et offentligt ansigt. Det er en stærk hyldest til de døde, at savnet er offentligt.

Jeg står og sørger over deres fravær, som jeg i hverdagen helt kan glemme, men som her på kirkegården bliver konkret nærværende i en sten og et gravsted. Jeg tror, det er denne fysiske kontakt, der gør savnet så virkeligt, når jeg står ved gravstedet. De er der ikke længere, men de er der alligevel på en eller anden meget håndgribelig måde.

Deres tilstedeværelse skyldes ikke bare genernes lighed. De er nærmest tatoveret ind i min sjæl. Deres aftryk er så dybe, at jeg ikke vil kunne kende mig selv uden deres aftryk. Men de er også så meget en del af mig, at jeg ikke kan se, hvor meget de betyder for mig, uden at de bliver eksternaliseret og gjort synligt og konkret tilstedeværende i en lille sten med deres navn på.

Jeg savner dem. Men jeg er først og fremmest glad for, at jeg var en del af deres liv, og at de for altid vil være en del af mit liv. Og når jeg går en tur på kirkegården, tænker jeg, at vi er en del af et stort og frodigt og mangfoldigt liv, der rækker ud over tid og sted.