Det kan kun gå for langsomt!

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Forleden havde jeg besøg af seks spejderpiger. De skulle hjælpe mig med at luge ukrudt, og lønnen for deres arbejde, vil gå til at hjælpe børn i Libanons flygtningelejre. Spejderhjælp, hedder konceptet. Og det må da siges at være en vaskeægte win-win-situation. Ikke mindst for mig! Jeg var helt salig ved tanken om, hvordan fliserne kunne renses med lynets fart, når der var syv par hænder i stedet for ét. Jeg er tidsoptimist, og inde i mit hoved er der ingen grænser for, hvor hurtigt og effektivt ting nok lige kan klares. Ofte sker det, at mit hoved er langt foran resten af mig med planer, projekter og opgaver.

Det, jeg skal nå. Dem jeg gerne vil besøge. Dem jeg har lyst til at invitere. Steder, jeg gerne vil se, og oplevelser jeg da ikke vil gå glip af. Hvis jeg bare lige trykker lidt mere på speederen, så kan det hele nok nås! Det er en tillokkende tanke. For på et tidspunkt må jeg da komme i mål, så jeg kan hvile med ro og tilfredshed i sindet. Men ta-da: Mon ikke bare det ukrudt så er vokset op igen, og så kan jeg begynde forfra.

”Det kan kun gå for langsomt” siger vi. Men vi mener det præcist modsatte. Nemlig at nu skal det altså gå hurtigere. Vores tid og samfund er gennemsyret af det. Besat af idéen om effektivitet og fremdrift. Men ligger det ikke bare til mennesket? Og har det ikke være sådan til alle tider, at tilværelsen har været hektisk, og man har været plaget af alt det, man skulle nå? Det er jeg ikke i tvivl om.

Men nu til dags er der er kommet en ny faktor ind i spillet. Og det er, at stabilitet regnes for en negativ egenskab. Alt der ikke går fremad er stilstand, og stilstand lig med tilbageskridt i et højhastighedssamfund. Det kan kun gå for langsomt. Det gælder både for hjemmehjælperen der så ”bare” kan udskiftes med en robotstøvsuger på nogle dele af strækningen. Men det gælder også for børnene og de unge, der bliver presset gennem uddannelsessystemet, så de hurtigt kan komme ud i den anden ende som effektiv og innovativ arbejdskraft.

Langsomhed er blevet et fy-ord. Når man slår op i ordbogen, betyder langsomhed ”det at være lang tid om at udføre noget.” Beslægtede ord er initiativløshed; slendrian; holdningsløshed; smøleri og ligegyldighed. Altså ikke noget at stræbe efter.

Og hvor er det egentlig synd. For er det ikke sådan, at det vigtigste i livet går og sker langsomt og sagte? Man hiver ikke den spæde gulerodsplante op af jorden hver anden dag for at se, om den snart er stor nok. Det kan kun gå for langsomt. Ligesom med barnet, der må ligge ni lange måneder i livmoderen og bare blive til. At bygge et godt og sundt samfund går langsomt, skønt driftige politikere bilder os ind, at det kan klares med endnu en hurtig reform. Det går langsomt at bage et godt brød.

At udføre et gedigent stykke arbejde går langsomt. For ikke at glemme at følge et barn hjem fra børnehaven; se på biller og samle kastanjer og plaske i vand, som var det første gang i livet, hvilket det måske også var. Nogle gange kan man blive helt skør af, hvor langsomt det går, for det tager jo en lille evighed. Og måske er det en af de smukkeste evigheder, der findes lige dér, i den vandpyt.

Jeg tror langsomhed er et skabelsesprincip. Forskere mener, at fra noget blev til ud af intet ved et Big Bang ved tidernes begyndelse måtte der gå omkring 380.000 år inden de mest simple atomer blev dannet. Og 9 milliarder år, inden vores eget solsystem opstod. Det kunne åbenbart kun gå langsomt med os. Og alligevel har vi så travlt. Med at komme videre, komme afsted, tjekke mobilen eller gøre Gud ved hvad.

Stilstand er død. Men hektiskhed fører også til død. Måske kan vi lære af børnene. At nede i tempo mellem stilstand og hektiskhed der er liv. Eksistens. Nede i tempo bliver sanserne rolige og sindet åbner sig, og man oplever på en dyb og inderlig måde natur, himmel, dyr og fugle og mennesker på vejen. Det er næsten som om, man smelter sammen. Langsomhed er nødvendigt og vidunderligt. Langsomhed er den eneste tilladte hastighed på den længste vej, som går fra hjernen ned til hjertet.