Velsign os med den sidste glød af jordens lyse sommer

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Med årene kommer jeg til at sætte mere pris på efteråret. Det har ellers altid været overskygget af min længsel efter foråret, som er så fyldt med liv og nye muligheder, når alt springer ud og fuglene vender tilbage.

Men efteråret inviterer til nogle markante sansninger, der aktiverer både, dufte, smag og syn. Derfor er vores efterårssange og samler også nogle af de smukkes og mest folkeligt kendte. Tænkt bare på linjer som: ”Septembers himmel er så blå”, ”de røde æbler løsner let fra træets trætte kviste” og ”røn står rød og slåen blå, og purpursort står hylden”.

Efteråret har vemod i sig og en snert af melankoli. Det minder os om, at vi er forgængelige og at alting er flygtigt. Men midt i den erkendelse står vi med en overvældende modenhed og favnen fuld af årets høst.

Vi oplever øjeblikke fulde af storhed, som kalder på taknemlighed og undren. Årstidernes skiften aktiverer også vores erindringer. Måske særligt efteråret fordi erindringer også er så stærkt forbundet med sanser og dufte.

Jeg begravede min mor sidste efterår. Hun var født og opvokset på landet og stærkt forbundet med naturen og årstidernes skiften. Selv om hun elskede foråret, så var det vigtigt at få høstet alle årstidens frugter og få dem udnyttet i madlavning og til vinterens forråd. Den sidste tid sad og kørte vi rundt i al den modenhed, der kendetegner efteråret.

Det var en langstrakt og hård proces med kroppens langsomme forfald, men ikke kun forbundet med tab, men også med mening og taknemlighed. Det var som det beskrives i en mine yndlingssalmer, hvor vi beder: ” Her mellem modenhed og død velsign os med den sidste glød af jordens lyse sommer”. Ligesom vi i den varme september måned i år har trukket den sidste glød ud af sommeren, så vi er klar til at gå vinteren i møde. Når jeg nu dufter efteråret, plukker bærerne og passer det frodige gravsted, så erindrer jeg samtidig min mor, og alt det hun gav.

Dette efterår har aktiv dødshjælp for alvor været diskuteret. Vi taler om en værdig død. At vi skal have lov til at blive aflivet ligesom dyr, fordi døden ikke er værdig. Sådan tænkte min mor egentlig også, inden hun blev syg, mens hun var frisk og rørig. Jeg kan bekræfte, at døden kan være grim, gøre ondt og ligefrem lugte, fordi alting falder fra hinanden rent kropsligt.

Vores stærkere helbredstilstand langt op i årene gør, at døden kan trække ud og tage lang tid, hvilket vi travle raske mennesker kan have det svært med. Derfor er det let at tænke: ”Lad os få det overstået”. Men sagen er, at det, der betyder noget, er, at der nogen, der vover at følges med os og vores døende, nogle der kan være i det sammen med os. Når vores kære skal dø, oplever vi for alvor, hvad det vil sige at have den fineste plads i en andens liv. At være der i liv og død.

Det er ikke kun et offer at være der, det er også en gave. Når vi tænker på det forud og inden det sker, så er det ikke til at holde ud at tænke på. Derfor overvejer vi aktiv dødshjælp som en udvej. Men når vi først er i det, så er vi et andet sted og så kommer vi igennem det. Dette forår besøgte jeg Amsterdam på en studietur. I Holland har de haft aktiv dødshjælp i flere år.

Vi mødte en af de fremmeste fortalere, som har været med i hele processen siden indførelsen. Han var nu stærkt i mod, da han advarede mod den glidebane, vi aldrig kan forhindre. Hvor går grænsen, hvornår er man syg nok, gælder det både fysiske og psykiske sygdomme? Hvad sker der med et samfund, hvis aflivning bliver den normale måde at dø på?

Han fortalte om en kvinde, som i sine aktive år havde bestemt sig for aktiv dødshjælp og skrevet alt ned. Der var helt styr på juraen og hendes børn var taget i ed. Hun var på vej ind i demensen, havde det ofte godt om morgen, men blev tiltagende dårlig og mørk i sindet i løbet af dagen. Den dag, hvor det var besluttet, at hun skulle dø og alle børn var kaldt hjem senere på dagen, slog om morgenen øjnene op og sagde til personalet:” I dag vil jeg invitere alle mine børn ud at spise”.

Det fortæller noget om, at det ikke er alt, vi kan forudse. Ikke alt vi kan vurdere flere år frem i tiden. Og ikke alt vi skal frygte, når vi først er i det. Det handler om mening. Og selv dødens vished kan rumme mening og glimt af storhed i erindringen og i den taknemlighed, der også følger med.