De sociale medier – skal jeg give op?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

De sociale medier – f.eks. Facebook, Twitter (X), Instagram – er en stor del af manges bevidsthedsliv og hverdag. For stor siger mange. Og hvem af os bakser ikke med ”for megen skærm”? Hvorfor er det mon sådan? Er det en måde at holde uro, sorger og angst fra livet?

Der er for mig ingen tvivl om, at brugen af de sociale medier for nogen er så ritualiseret, at de sætter en rytme og en ro på hverdagen. De definerer let både tid og virkelighed. Det er lidt pudsigt at tænke på: I gamle dage fandt munke ro i at bede og inddelte tiden ud fra bønnens stunder i de såkaldte tidebønner. Og i deres celle sad de med bedekransen i hånden og flyttede perler med tommeltotten. Lidt ligesom når man sidder for sig selv og med selvsamme finger scroller, uploader eller deler. `Bed og arbejd´ var munkenes mantra i middelalderen. Vi siger `vær på skærm og på arbejd´!

Det er mange år siden jeg opgav det fromme projekt at bede tre gange om dagen. Det kniber også med at følge med på de sociale medier og jeg bliver sjældent glad af det. Oftest lettere stresset. Nogen dybere længsel indfries i alt fald ikke, men nok adspredelse, lidt tilfældige nyheder, meninger eller øjebliksbilleder af andre menneskers liv.

Men okay. Nuvel, jeg er da fortsat på i ny og næ. Helt har jeg ikke givet op. Men jeg har besluttet mig for at strø hjerter med ødsel hånd, diskuterer aldrig i lange tråde og læser kun lidt her og der.

Jeg véd ikke om det er alderen, selvom om 54 år ingen alder er. Modviljen mod at ”følge med” eller konstant ”være på” gør sit, de sociale medier keder og trætter mig ret hurtigt. Så irriteres jeg over ligegyldige opslag på Facebook eller billeder af overlykkelige på Instagram. Jeg efterlades let i en tåge af flygtige billeder og alt for mange ord; lidt som for meget junkfood, jeg hurtigt skal glemme jeg har spist.

Måske er min reaktion et tegn på, at jeg nu er en gammel sur mand. Det siger min datter kærligt til mig.

Eller i bedst fald lidt indsigt? Svarer jeg hende igen. Og fortæller om hvor usundt det er hele tiden at ville beskue sig selv udefra. Når jeg så bagefter taler videre om unges mangel på trivsel, så kan jeg se hun er stået af. Jeg behøver kun at overbevise mig selv: Det kan da ikke være sundt hele tiden at vurdere og dømme sig selv udefra? Gennem andres forestillede øjne: Hvordan virker jeg? Hvordan ser jeg ud?

Det får jeg overbevist mig selv om. Jeg bringer teologen og professoren K.E. Løgstrup i erindring. Han talte om fordoblingens fare. Vi vil f.eks. ikke nøjes med en given følelse af vital lykke, men søger at intensivere den ved at beskue os udefra og tror, at vi så bedre kan nyde den gennem illusionen om andres anerkendende blikke og opmærksomhed. De sociale medier kan sikkert fremme denne fare.

Overdrevent forbrug giver meget affald ved vi. Det gælder ikke blot oksekød, det gælder vel også alt det tekstaffald og billedflimmer, der flyder rundt på de sociale medier?

Mine længsler indfries vist bedst offline, i stilheden – hvor jeg håber på sindsro til at tænke. Eller i mødet i det nære, hvor jeg forstyrres i alt mit, som når min datter forstyrrer mit selvbillede. Eller siger: »Men far, du har aldrig rigtigt været på de sociale medier, du aner ikke hvad du skriver om…«.