Internettet og de sociale medier – et omvendt Babelstårn?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Er der noget, der diskuteres i dag, så er det tonen på de sociale medier – et problem alle snakker om og forfærdes over, men ingen anser for at være en del af.

Det Gamle Testamente beretter om Babelstårnet. Myten om hvordan menneskeheden oprindeligt havde samme sprog og blev spredt for alle vinde, idet Gud gav dem forskellige sprog. Babel betyder Gudens port, stedet hvor mennesket i overmod byggede et tårn til himlen og stræbte efter en forening med det guddommelige, men hvor splittelsen brød ind, og forvirringen i stedet blev stor.

Mennesket i dag, som det moderne digitale menneske vi alle er, lever på sin vis også i Babel og forsøger at bygge et babelstårn. Dog i en omvendt forstand. I tidernes morgen var visionen med internettet og senere de sociale medier en drøm om, at alle mennesker på tværs af grænser, lande, kulturer ja snart alle skel kunne brydes og mødes som ligesindede. Intentionen var god – alle skulle have en stemme og blive hørt. I stedet er forvirringen så sandelig blevet stor.

For i stedet for en forening blandt mennesker og en følelse af at være forbundet med hinanden – ja der synes det næsten som, at idet man med de sociale medier lavede en platform, hvor alle kunne mødes og på sin vis skabte én fælles verden des dybere blev grøfterne og des mere følte vi os fjernere fra hinanden.

At samle mennesker fra alle sociale lag, kulturer, personlige præferencer, politiske og religiøse observationer har vist sig at være en større opgave end som så.

Der skal ikke herske tvivl om, at sociale medier har muliggjort fællesskaber blandt mennesker, som før levede i ensomhed og skam – de har fundet og finder mennesker på tværs af landegrænser, men har følt sig set og hørt og på den måde talt fælles sprog.

Dog har de sociale medier også afsløret noget om os selv, at vi dybest set ikke forstår hinanden, og at vi har svært ved at magte så mange forskelligheder. Nuancerne forsvinder, for et medie uden krop distancerer os fra det sted det fremmede menneske står – det er en platform, hvorfra vi hver især taler og længes efter at blive hørt og set.

Måske er det også det, der ligger gemt bagved al forvirringen på sociale medier? En længsel efter at min stemme, historie og virkelighed bliver set og hørt?

Måske havde beboerne i Babylon samme længsel. Fyldt af jalousi da deres eget liv blegnede, når de spejlede sig i gudernes? En vrede over alt guderne ejede modsat dem selv? Uanset motiv så lærer myten os om splittelsen. Vi kan ikke forenes fuldstændig men lære at se og høre hinanden, som var de i rummet med os – der er aldrig kun sin egen historie, vi lever også i en fælles historie, hvor mange stemmer lyder, og ens egen stemme høres kun i vekselvirkningen mellem mennesker, der ønsker at høre hinanden.